Spørgsmålet er lavet af Sexlinien for Unge som eksempel på et spørgsmål, vi ofte bliver stillet
Hvornår beskytter mine p-piller?
Pige/Kvinde
Spørgsmål:
Hej Sexlinien, jeg har fået p-piller hos min læge, men er i tvivl om, hvornår de virker? Virker de først, når man har taget dem et stykke tid eller virker de fra, jeg har taget den første p-pille?
Svar:
Hej! Hvornår du er beskyttet af dine p-piller afhænger af, hvordan du er begyndt at tage dem. Faktisk beskytter p-piller dig mod graviditet allerede fra den første pille, hvis du tager den på den første dag i din menstruation. Hvis du tager den første pille senere, men på dag 2-4 efter den første dag med blødning, skal du bruge kondom sammen med p-pillerne i syv dage før du er beskyttet. Begyder du først på pillerne på den femte dag i menstruationen, skal du bruge kondom helt frem til din næste menstruation sammen med pillerne.
Man er desuden også beskyttet mod at blive gravid, mens man holder sin pillepause, så længe pausen ikke er længere end hvad der fremgår af indlægssedlen. For de fleste p-piller er det 7 dage pausen varer.
Man kan altid ringe til lægen, hvis man har spørgsmål eller er i tvivl om noget vedrørende ens p-piller. Men det du har en hel masse information om dine p-piller i indlægssedlen i p-pilleæsken. Det er altid smart at læse indlægssedlen, hvis man har et spørgsmål om, hvordan p-pillerne skal tages.