Porno er en del af mange menneskers liv, og det kan vække både nysgerrighed og inspiration. Det er vigtigt at forstå, at porno ofte er redigeret og ikke viser realistiske kroppe eller sex.

pik 5.png

Lad os være ærlige: De fleste støder på porno på et tidspunkt. Måske fordi man er nysgerrig. Måske ved et uheld. Og måske er man stadig lidt i tvivl om, hvad man egentlig synes om det.

Porno (eller pornografi) er typisk billeder, videoer eller historier med seksuelt indhold, som er lavet for at gøre folk seksuelt ophidsede. Porno kan ses af alle, men mænd ser det hyppigst.

handjern.png

Der er mange slags

Porno er ikke bare én ting. Det kan se meget forskelligt ud. Nogle pornofilm kan være ret hardcore, hvor vold og nedladende sprog er en stor del af produktionen. Andre kan være mere erotiske end hardcore, hvor der er mere fokus på romantik og på tiltrækningen mellem personerne i den fortælling som fremstilles.

Nogle typer porno prøver at vise mere realistisk eller respektfuld sex fx det, man nogle gange kalder feministisk porno.

Det betyder, at det porno, du støder på, kan være meget forskelligt både i stemning og i måden, kroppe og sex bliver vist på.

Porno: Langt fra virkeligheden

Hvis du ser porno eller bare er nysgerrig på det kan det være rart at have nogle ting i baghovedet:

  • Porno er ofte spillet og redigeret – det er som regel ikke sådan sex ser ud i virkeligheden.

  • Kroppe i porno er ikke “standard” som flertallets kroppe – i de fleste pornofilm har kroppe helt urealistiske proportioner.

Der er ikke én rigtig måde at have det med porno på. Det vigtigste er, at du mærker efter, hvad der føles okay for dig og husker, at porno kun er én måde at vise sex på.

I virkeligheden handler sex også om nærhed, respekt og at kunne mærke sig selv.

Frit valg eller et problem?

I Danmark er porno lovligt, men der er stadig mange forskellige holdninger til det.

Nogle synes, at porno kan give skæve forventninger til kroppe og til sex, og at det nogle gange viser mennesker på en måde, der ikke føles okay. Andre ser det som en måde at udforske lyst og seksualitet på og lægger vægt på, at det handler om frit valg.

Begge perspektiver findes side om side. Og det er helt fair ikke at have en fast holdning.