Lyst

Liderlig, tændt, ophidset - kært barn har mange navne. Fælles for dem er, at de peger på lyst. En følelse af trang eller nysgerrighed efter sex, nærhed eller berøring.
Lyst er ikke én bestemt følelse, og den ser ikke ens ud for alle. For nogle fylder den meget i hverdagen, for andre mindre, og nogle oplever den slet ikke.
Lyst ser forskelligt ud fra person til person
Du kan mærke lyst på forskellige måder. For nogle er den tydelig og kropslig, mens den for andre mere føles som en tanke, en stemning eller en energi i kroppen.
Nogle oplever lyst ofte, andre sjældent. Og for mange ændrer den sig over tid. Især i puberteten kan lysten blive stærkere, fordi kroppen danner ekstra mange hormoner for at den kan udvikle sig. Det er også her, mange begynder at opdage, hvem eller hvad de tænder på – det kan være bestemte personer, køn eller måder at være tæt på.
Der findes også mennesker, som ikke oplever seksuel lyst. Det kaldes aseksualitet.
Læs mere
Lyst til forskellige former for sex
Lyst handler ikke kun om én slags sex. Den kan rette sig mod forskellige former for nærhed og intimitet, og det kan skifte fra gang til gang.
Nogle gange kan lysten være mild og handle om at kysse, kramme eller være tæt. Andre gange kan den være mere intens og handle om sex med en anden. Og der kan også være situationer, hvor lysten kun er rettet mod dig selv – gennem fantasier eller ved at røre ved din egen krop.
Hvis du er sammen med en anden, kan lyst være noget, I deler. Men det er ikke sikkert, at I mærker det på samme måde eller på samme tid.
Din lyst behøver ikke passe ind i en bestemt måde at gøre tingene på. Den må gerne være din egen.

Kroppen kan vise tegn, som ofte forbindes med lyst
Hvis du har en skede, kan den blive våd, og klitoris og kønslæber kan blive mere følsomme. Hvis du har en pik, kan du få rejsning og måske præsperm. Brystvorter kan blive stive eller mere følsomme hos alle.
De reaktioner betyder ikke nødvendigvis, at du har lyst. Kroppen kan reagere af sig selv. Og omvendt kan du godt have lyst uden de tydelige fysiske tegn.
Det er derfor ikke kroppen alene, der afgør, hvad du vil. Det gør du.
Lyst ændrer sig
Din lyst er ikke konstant. Den kan svinge og blive påvirket af mange ting i dit liv. Det kan være, hvordan du har det med dig selv, med din krop eller med en partner som spiller ind.
Hvis din lyst ændrer sig, er det som regel en naturlig del af livet og ikke et tegn på, at noget er forkert. Du må gerne have meget lyst. Du må gerne have lidt lyst. Og du må også gerne slet ikke have lyst.
Lysten kan også påvirkes af stress, træthed, udmattelse eller sygdom. Du skal selvfølgelig reagere på det, hvis du ikke har det godt med det.
Det vigtigste er, at du mærker efter i dig selv og respekterer dine egne grænser. Du skal ikke have lyst for andres skyld end din egen.


