Orgasme – når kroppen siger “yes”
Orgasme er kroppens reaktion på seksuel ophidselse og kan opleves gennem forskellige former for stimulation, både fysisk og mentalt. Den seksuelle oplevelse varierer meget fra person til person, og der findes ikke én rigtig måde at have orgasme på.

En eksplosion af følelser
Når du har sex eller onanerer, opbygges der som regel en lystfuld og dejlig spænding i kroppen. Orgasme er det tidspunkt i opbygningen, hvor kroppen udløser spændingen.
Når du får en orgasme, spænder og slipper musklerne i en serie af hurtige ryk, især i underlivet og bækkenbunden. For mange føles det som bølger af nydelse, små ryk i kroppen eller en slags “eksplosion” af gode følelser.
Nogle orgasmer er intense og varer længe, andre er mere stille og korte. Orgasme varer dog oftere sekunder end minutter.
For nogle er en orgasme meget fysisk, for andre handler det også om at give slip mentalt. Efter en orgasme bliver mange trætte eller afslappede. Det skyldes blandt andet hormoner i kroppen, som bliver frigivet – lidt som en naturlig “chill-mode”.
Der er ikke én rigtig måde, en orgasme skal føles på, og der er heller ikke noget “rigtigt niveau”, du skal op på.

Hvordan får du en orgasme?
Orgasmer kommer typisk, når kroppen bliver kælet for og ophidset over tid, og der er berøring af fx:
klitoris
pik
pung
bryster/brystvorter
områder inde i skeden (for nogle)
endetarmsåbningen
Det er forskelligt, hvad der virker og hvor hurtigt. Nogle får orgasme let, andre skal bruge længere tid, og nogle oplever det sjældent eller slet ikke.
Det er helt normalt først at lære sin krop rigtigt at kende efter noget tid. Det sker især hvis man er tryg, afslappet og ikke føler sig presset. Din krop er ikke forkert, hvis den reagerer anderledes, end du måske forventer.
Orgasme og kontrol
Orgasme og kontrol er lidt hinandens modsætninger - det er nemmere at få orgasme, hvis man ikke kontrollerer og styrer henimod et bestemt resultat. Hvis man føler, at man “skal” have en orgasme, kan det faktisk gøre det sværere.
Det kan handle om tanker, nervøsitet, præstationspres eller måden, kroppen bliver stimuleret på, som alle har indflydelse på, hvordan den seksuelle spænding får plads til at udvikle sig.
Andre oplever at få orgasme uden at have planlagt det. Kroppen kan godt reagere af sig selv. Det er ikke farligt, bare lidt overraskende.
Læs mere
Udløsning i søvne – det hedder også natlig sædafgang – er, når du får udløsning, mens du sover.
Det er helt normalt, især i puberteten.
Hvorfor sker det?
Kroppen arbejder også, mens du sover.
I løbet af natten bliver kønsorganerne flere gange fyldt med blod – især under drømmefaserne.
Hos drenge og mænd giver det rejsning. Det sker flere gange i løbet af natten og er mest tydeligt om morgenen (morgenrejsning).
Hos piger og kvinder svulmer klitoris også op på samme måde.
Nogle gange fører det til udløsning hos drenge og mænd. Det kan ske med eller uden en sexdrøm.
Helt normalt – både hvis det sker – og hvis det ikke gør
Udløsning i søvne er en naturlig måde for kroppen at komme af med seksuel spænding.
Hvis du onanerer eller har sex jævnligt, sker det sjældnere, man får udløsning i søvne.
Det er lige så normalt at opleve det, som det er ikke at gøre det.
Nogle oplever det kun i en periode, mens andre kan opleve det gennem hele livet.
Kroppe er forskellige - det er orgasmer også
Hvis man har en pik, hænger orgasme og udløsning (sædafgang) ofte sammen, men de er ikke det samme. Man kan godt få orgasme uden udløsning, og omvendt kan der komme udløsning uden den store nydelse.
Har man en skede, får mange orgasme ved stimulering af klitoris, mens nogle også kan få det ved sex i skeden med en pik. Nogle kan opleve flere orgasmer i træk, mens andre sjældent eller aldrig får orgasme. Begge dele er helt normalt.
Der findes også det, nogle kalder sprøjteorgasme, hvor der kommer væske ud i forbindelse med orgasme, men det er ikke noget, alle oplever, og det siger ikke noget om, hvor “god” orgasmen er.
Uanset krop kan nogle også få orgasme ved andre former for berøring, fx bryster eller analsex.
Det vigtigste er, at der ikke er én rigtig måde at få orgasme på eller én rigtig måde, kroppen skal reagere på. Sex kan være godt med eller uden orgasme, og din oplevelse er lige så rigtig som alle andres.


