Forskel på porno og din virkelighed
Porno kan være sjovt og ophidsende. Men der er ofte stor forskel på porno og den sex, du selv kan opleve i virkeligheden.
Du kan få stillet noget af din nysgerrighed om sex eller finde ud af, hvad du måske tænder på – og ikke tænder på – og blive inspireret ved at se porno.
Men forhold dig kritisk. Det er ikke virkelighed.
Kroppe og forventninger
I mainstream-porno ser kroppe ofte ud på en bestemt måde. Mænd har ofte store pikke og kan holde en rejsning meget længe. Kvinder har ofte store bryster og små kønslæber. Mænd sprøjter mere og kvinder får meget kraftigere orgasmer.
I virkeligheden ser kroppe meget forskellige ud og sex i porno kan se mere voldsomt ud og vare længere end det gør i virkeligheden. Film bliver klippet sammen, og scener kan tages om.
Når du ser meget porno, kan det altså påvirke dine forventninger til både krop og sex. Det kan betyde, du kan blive mindre glad og tilfreds med dig selv og den sex, du har med andre. Der er altså både fordele og ulemper ved at se porno.

Sex i virkeligheden
I pornofilm er dem, der har sex skuespillere. Deres sex er planlagt og styret af et manuskript eller en instruktør bestemmer, hvem der gør hvad og hvornår. Scenerne bliver lavet, så de fungerer på kamera, ikke nødvendigvis fordi det føles godt eller lige præcis er det, skuespillerne har lyst til. Derfor giver porno ikke et realistisk billede af sex.
Sex i porno følger ofte det samme mønster, hvor manden er mest aktiv, og handlingen udvikler sig på en bestemt måde.
I virkeligheden er der mange måder at have sex på. Det vigtigste er, hvad du selv har lyst til, og hvad din partner har lyst til. Nogle er stille, andre larmer. Nogle kan lide det blidt, andre mere intenst. Og det kan nogle gange være lidt sværere at finde ud af, end pornoen har vist dig, fx er der mange der kysser og nusser længere end du ser i porno.
Der findes nemlig ikke én rigtig måde at have sex på. Det vigtigste er, at det føles rart og giver mening for dig. Og at I er enige om den sex, I har med hinanden.