Mænd og drenges onani
Onani er sex med dig selv og handler om at gøre det, der føles godt for dig. Der findes ikke én rigtig måde. Mange starter med at holde om pikken og bevæge hånden frem og tilbage. Men du kan variere det på mange måder – og det behøver ikke kun handle om pikken.
Du kan udforske forskellige måder at røre din krop på:
* Pikken
* Testiklerne
* Brystvorterne
* Maven og inderlårene
* Området omkring endetarmsåbningen
Nogle bruger også sexlegetøj. Der er ikke noget, der er mere “normalt” end andet. Det vigtigste er, at det føles rart for dig.
De fleste onanerer alene. Men nogle gør det sammen med andre – det er også en måde at udforske lyst på, uanset om du er til piger, fyre eller begge dele.
Erotiske tanker og porno
Nogle ser porno, når de onanerer. Andre fantaserer om sex eller fokuserer bare på følelsen i kroppen.
Onani fører ofte til orgasme og udløsning. Men du skal ikke forvente at få udløsning, før du er kønsmoden. De fleste får deres første udløsning omkring 13–15-årsalderen.

Onani er godt
Der findes mange myter om onani. Men onani er både ufarligt og helt normalt.
Du bliver ikke:
* blind
* syg eller skør
* løber tør for sæd
Pikken tager heller ikke skade eller stopper med at vokse.
Når du får orgasme, frigiver kroppen hormoner, som kan:
* gøre dig i bedre humør
* få dig til at slappe af
* mindske stress og spændinger
Blodtrykket falder også, og mange bliver trætte bagefter. Det skyldes, at kroppen bruger energi under udløsning. Nogle kan også føle sig lidt tomme eller triste bagefter, fordi kroppen fyldes med ’lykkehormonet’ oxytocin, mens man onanerer eller har sex. Efter orgasme eller udløsning falder mængden af det til et almindeligt niveau igen.
Onani kan også betyde, at du sjældnere får våde drømme – men det er forskelligt, om man oplever dem.
Flere gange om dagen?
Du kan godt onanere flere gange om dagen, hvis du har lyst.
Det er almindeligt at føle meget lyst, mens man er i sin pubertet, fordi kroppen producerer ekstramange hormoner.
Hvis du gør det ofte:
* vil der typisk komme mindre sæd ved de næste udløsninger
* kan pikken blive lidt øm.
Det er ikke farligt. Giv den ro, hvis den bliver øm, og vær evt. lidt blidere næste gang.