Et "luksus" problem

[Spørgsmål-ID 122432]
Pige/Kvinde 25 år

Spørgsmål:

Hej brevkasse, jeg har nok noget som nogen vil kalde et "luksus" problem. Det er at jeg har meget let ved at få orgasme og at det tit kan blive et problem. Ved samleje får jeg orgasme når min kæreste trænger ind i mig og så kommer de ellers som perler på en snor, varierende i styrke. jeg kan nemt opnå 15-18-20 og derover orgasmer så det til sidst bliver en plage at have samleje. Vi har prøvet at springe forspil over men det hjælper heller ikke. Har i en ide til hvad vi kan gøre for at "mindske" antallet af orgasmer? hilsen den snart fortvivlede.

Svar:

Hej med dig, og tak for dit spørgsmål!

Det er et lige så validt problem, at føle man kommer for hurtigt, som det er, hvis man oplever det modsatte. Når du skriver, at det bliver et problem for dig under sex, så er det helt reelt. Det er ikke meningen, at sex skal føles som en plage, og man skal ikke føle, at man skal have samleje, hvis det ikke er rart.

En god start, kunne måske være, at prøve at lægge mærle til, hvornår det sker, at orgasmerne kommer meget hyppigt. Har det altid været sådan? Er det mere under én bestemt stilling end andre? Kan I prøve nogle andre stillinger af? Kan I have et langsommere tempo, når I har penetration? Kan det hjælpe, hvis du f.eks. sidder øverst og "styrer" tempo og bevægelser mere?

Det kan måske også være en hjælp at blive mere fortrolig med dine orgasmer på egen hånd. Har du samme oplevelse, når du onanerer, hvis du gør det? Måske kan det at lære din egen krop og orgasme endnu bedre at kende, gøre dig mere rolig i, når situationer opstår sammen med din kæreste.

Derudover kan I sammen prøve, at fjerne fokus lidt fra det penetrerende samleje, når I har sex. I kan være nysgerrige på, at tale om og udforske, hvilke dejlige ting I kan gøre for/med hinanden med kys, slik, sug, fingre mv. Så istedet for at springe, det nogle vil kalde, "forspil" over så simpelthen udforske det endnu mere. Det er ikke nogen fiasko, at have sex uden penetration, eller at skifte undervejs fra penetrerende sex til oralsex. Så hvis du bliver overvældet af orgasmer, kan I jo skifte til at ligge og kysse lidt eller I kan skifte til hånd- eller oralsex, hvor du f.eks. kan få en pause fra berøring.

Vi håber, at det gav svar. Du er også meget velkommen til at skrive herind på chatten eller ringe på hverdage mellem 15-19 på 70 20 22 66 og snakke uddybende.

De bedste hilsner, 
Sexlinien (XX11)