Min klitoris er blevet følelsesløs

[Spørgsmål-ID 122299]
Pige/Kvinde 27 år

Spørgsmål:

Hej, jeg har fået et problem jeg ikke ved hvad jeg skal gøre med, min klitoris er blevet helt følelsesløs, og det tager 100 år at komme og det bliver svære og svære. Jeg plejede at kunne få en 4-5 orgasmer på en time nogen gange 6, nu skal jeg virkelig kæmpe for det for bare at få 1, hvis jeg rører ved den er den overhovedet ikke sensitiv som den plejede at være. Den plejede at fungere "normalt" og jeg plejede ikke at have nogen problemer med det men nu er det som om den slet ikke virker mere. Har brugt en rimelig kraftig vibrator rigtig meget i nogle år, sådan en time halvanden ad gangen flere gange om ugen og nu virker det nærmest ikke mere skal virkelig presse hårdt og længe og kan stort set ikke mærke noget. Er bange for jeg har ødelagt den? Kan det blive normalt igen? Det gør det utroligt svært for min kæreste at få mig til at komme og det er rigtig træls for os.

Svar:

Hej, og tusinde tak for dit spørgsmål!
Hvor er det godt at du skriver herind, for først og fremmest er det vigtigt at sige: Din klitoris er ikke ved at gå i stykker!
Det er selvfølgelig en frustrerende oplevelse, når du normalvis har haft nemt ved at få orgasmer, og at din sensitivitet nu også føles som forringet. Du har faktisk fat i noget, når du skriver om den kraftige vibrator kan have været med til at nedsætte din følsomhed. For ja, kraftige vibratorer kan efter lang tids brug godt nedsætte følsomheden, MEN dette er blot for en periode. Det er altså slet ikke en permanent tilstand, men en helt naturlig tilstand for kroppen. Hvis man i lang tid stimulerer det samme sted kraftigt, så vil man på et tidspunkt opleve at man sanser mindre. Måske har du også prøvet det i andre sammenhænge, hvis du f.eks. nusser dig selv på armen i lang tid, vil du til sidst ikke kunne mærke lige så meget, som da du startede med at nusse. Det er også sjældent det vil blive ved med at kilde, hvis man bliver kildet.  Det er ikke fordi nerverne bliver ødelagt eller at man bliver permanent mindre følsom, det er bare hjernen der skruer ned for signalet. Det kan sagtens blive normalt igen, og her vil det hjælpe at tage en længere pause fra vibratoren, og hvis du så begynder at tage vibratoren i brug igen, så kan du forsøge at bruge den med længere mellemrum. Du kan også prøve at købe noget gel der forøger blodgennemstrømningen, det kan også skabe større følsomhed hos nogen. Her til sidst er det også vigtigt at tilføje, at der kan være mere kliniske årsager til nedsat følsomhed. Tager du f.eks. antidepressiv medicin, eller anden psykofarmaka, så er en af bivirkningerne nedsat følsomhed. Den bivirkning går over hos mange, i takt med at de måske falder i dosis, eller en dag stopper med medicinen. Generelt kan mange også opleve nedsat følsomhed, hvis de befinder sig i en stressende periode
Vi håber du kan bruge svaret, og ellers er du mere end velkommen til at skrive igen. Du kan også ringe eller skrive med en rådgiver på alle hverdage mellem kl. 15 og 19 på telefonnummer 70 20 22 66.
 
Bedste hilsener Sexlinien
Xx132