Ægløsning
Ægløsning er, når en ægcelle bliver frigivet fra en æggestok. Det sker som en del af kroppens cyklus og er et tegn på, at kroppen er kønsmoden og kan blive gravid.
Den første ægløsning sker før den første menstruation. Derfor kan man blive gravid før man har haft den første menstruation.
Det sker der ved ægløsning
Når ægget bliver frigivet, bevæger det sig gennem æggelederen mod livmoderen.
Ægget lever i 12–24 timer.
Hvis det møder sædceller, kan det blive befrugtet
Hvis ikke, går det til grunde
Det er sjældent, at der frigives mere end ét æg ad gangen.
Ægløsning stopper, når man når overgangsalderen, og menstruationerne ophører.
2 millioner æg
Ved fødslen har en pige omkring 2 millioner æg - når hun kommer i puberteten er der cirka ½ million tilbage.
0,12 millimeter er diameteren på et æg - det er en af de største celler i en menneskekrop.
Selvom der findes æg i begge æggestokke, så frigives der for det meste kun et æg under ægløsningen. Det er tilfældigt om ægget kommer fra højre eller venstre æggestok - den samme æggestok kan godt lønse æg flere måneder i træk.
Hvornår har man ægløsning?
Ægløsning sker typisk omkring 14 dage før næste menstruation. Nogle kan mærke det i kroppen, fx som lette smerter i underlivet.
Der kan også ske små ændringer:
Udflåd bliver mere sejt
Kropstemperaturen stiger en smule

Hvornår bliver man nemmest gravid?
Man bliver nemmest gravid omkring tidspunktet for ægløsningen.
Sædceller kan leve i kroppen i op til 3–5 dage. Det betyder, at man kan blive gravid, hvis man har ubeskyttet sex dagene lige før en ægløsning.