Er du – eller vil du gerne være – gravid? 

At stå over for en mulig graviditet kan vække mange følelser og tanker, fra glæde til usikkerhed. Det er helt normalt og der findes støtte og rådgivning.

GradivitetAbortHero.png

Gravid - og hvad så nu?

En positiv graviditetstest kan sætte gang i mange overvejelser. Måske bliver du glad? Måske bliver du i tvivl? Måske føles det hele lidt uoverskueligt? Vil du gerne have et barn nu? Eller føles det ikke som det rigtige tidspunkt?

Der er ikke ét rigtigt svar – kun det, der føles rigtigt for dig.

Du kan tale med en læge om dine muligheder, uanset om du overvejer at fortsætte graviditeten, få en abort eller bortadoptere barnet. Det behøver ikke være din egen læge, hvis du hellere vil tale med en anden.

Hvis du hælder mod at gennemføre graviditeten, kan du få støtte og rådgivning gennem din kommune eller hos organisationer som Mødrehjælpen, der hjælper med viden om alt fra økonomi til det praktiske og følelsesmæssige.

Hvis du overvejer abort eller bare har brug for at tale med nogen om dine tanker, kan du også få gratis og anonym rådgivning hos Sex & Samfund.

Hvis du tænker på adoption, kan Familieretshuset hjælpe dig videre i processen og forklare dine muligheder.

prego2.png

Du må gerne være i tvivl 

Graviditet er ikke kun noget, der sker i kroppen – det fylder også i tankerne. Du må gerne bruge tid på at mærke efter, stille spørgsmål og ændre mening undervejs.

Uanset hvad du står i, findes der mennesker og steder, der kan hjælpe dig med at finde din vej. Du behøver ikke have alle svarene fra starten.

Tegn på graviditet 

Det mest kendte tegn er, at menstruationen udebliver. Men kroppen kan også reagere på andre måder.

Nogle oplever tidligt:

  • Ømme eller spændte bryster

  • Kvalme

  • Træthed

  • Hyppigere trang til at tisse

Andre mærker næsten ingenting. Og det kan gøre det lidt forvirrende, fordi mange af tegnene også kan ligne noget, du oplever op til en menstruation – eller hvis du går og er nervøs.

Hvis du vil være sikker, er en graviditetstest den bedste måde at finde ud af det på.

Er du tvivl om du er gravid?

Hvordan opstår en graviditet? 

Graviditet begynder, når et æg bliver befrugtet af en sædcelle og sætter sig fast i livmoderens slimhinde. Det er først dér, du faktisk er gravid.

Det sker typisk efter samleje uden prævention, men graviditet kan også opstå ved fertilitetsbehandling. I sjældne tilfælde kan sædceller også finde vej til skeden på andre måder end ved samleje.

Efter befrugtningen bevæger ægget sig gennem æggelederen og ned i livmoderen. Den rejse tager omkring seks dage. I noget af den tid kan nødprævention stadig nå at forhindre en graviditet i at udvikle sig.