Hvad er seksualitet?
Seksualitet er en del af alle menneskers liv. Også dit.

Det er ikke bare én ting, men mange på én gang: lyst, følelser, tiltrækning, nysgerrighed, kærlighed, ømhed, fantasi og identitet. Det handler om, hvordan du har det med de mennesker, du har i dit liv, fx kærester, venner, bollevenner og familie. Og om hvordan du ser dig selv og er sammen med andre.
Der er ikke én rigtig måde at have en seksualitet på.

Læs mere
Mere end bare biologi
Man har tidligere tænkt på seksualitet som noget, der først og fremmest handlede om at få børn. Sådan er det ikke længere. I dag ved vi, at seksualitet i lige så høj grad handler om nydelse. Om at have sex med dig selv eller andre, fordi du har lyst, har brug for at slappe af, eller bare er nysgerrig.
Lyst kan komme fra hele kroppen, ikke kun fra kønsorganerne. Den kan dukke op når som helst, udløst af en fantasi, en stemning eller ingenting bestemt. Vi er ikke kun kroppe. Vi er også følelser og relationer, og seksualitet handler derfor også om nærhed, tillid, omsorg og kærlighed til andre.
Samtidig lever vi i en verden fuld af billeder fra fx film, sociale medier og porno, som viser os forskellige normer for, hvordan sex og krop "skal" se ud. Seksualitet er også, hvad du selv vælger at tage med dig fra de billeder, og hvad du lader ligge.
Seksualitet kan ændre sig
Seksualitet handler også om, hvem du bliver tiltrukket af, følelsesmæssigt og seksuelt. For nogle er det noget, der føles fast gennem hele livet. For andre flyder det og ændrer sig.
Nogle oplever at være tiltrukket af flere køn, nogle på samme tid, og for nogle har det slet ikke noget med køn at gøre.
Der er ikke en facitliste for, hvordan din seksualitet skal se ud, eller hvornår den skal være "på plads". Den kan udvikle sig hele livet, i takt med at du lærer dig selv bedre at kende.
Det er kun dig, der bestemmer, hvad du har lyst til, og hvad din seksualitet betyder for dig.

Skal du sætte ord på det?
Mange bruger ord som homoseksuel, biseksuel, heteroseksuel eller aseksuel til at beskrive, hvem de tiltrækkes af – eller for aseksuelles vedkommende, at de slet ikke tiltrækkes af nogen.
Det kalder man tit for seksuel orientering eller seksuel identitet. For nogle giver de ord god mening. For andre føles kasserne for snævre, fordi virkeligheden sjældent er så firkantet.
Du har måske også mødt idéen om, at heteroseksualitet er "det normale", og at alt andet er en undtagelse. Det kaldes heteronormativitet, men det er bare en norm, ikke en sandhed. Der findes ikke en seksualitet, der er mere rigtig eller naturlig end en anden.
Det er helt op til dig, om du vil sætte ord på din seksualitet, hvilke ord du i så fald bruger, og om det ændrer sig igen senere.


