Om Sexlinien for Unge

Hvad er Sexlinien for unge?

Sexlinien for Unge er Danmarks ældste og største informations- og rådgivningsportal om sex, køn og krop for unge mellem 15-25 år.

Herinde kan du både finde nyttig viden, se film og få personnlig rådgivning om sex, prævention, graviditet, sexsygdomme, krop og seksualitet. Og du kan læse andre unges spørgsmål om disse. Skriver du dit spørgsmål til brevkassen, er du altså med til at hjælpe andre unge som læser i brevkassen! 

Sexlinien for Unge har ca. 11 000 rådgivninger på telefon, chat og brevkasse om året.

Vi ønsker at give alle unge, der henvender sig, den bedste og mest kompetente, anonyme rådgivning. Derfor er vi medlem af brancheforeningen RådgivningsDanmark og vores rådgivning har gennemgået akkreditering, altså et fagligt tjek, af vores rådgivnings kvalitet som rådgivning. Læs evt. mere om akkrediteringen på Rådgivningsdanmark.dk.

Sexlinien for Unge er en uafhængig rådgivning og er derfor upåvirket af kommercielle og politiske interesser. Det er afgørende for os, at vores rådgivning og professionalisme ikke kan drages i tvivl.

Rådgiverne på Sexlinien for unge

Sexliniens rådgiverteam består af ca. 30 rådgivere, som er specielt uddannede i at kunne besvare dine spørgsmål.
Vi er anonyme – ligesom du er – men de fleste af os er studerende fra fx medicinstudiet, lærerseminariet, psykologistudiet, osv.

Vi er både kvindelige og mandlige rådgivere på Sexlinien for Unge, og alderen ligger mellem 21-35 år.
Hvis du har spørgsmål til vores arbejde, kan du kontakte Sexliniens projektleder på mail sexlinien@sexogsamfund.dk - du kan ikke få personlig rådgivning via denne mailadresse.

 

Hvem driver Sexlinien for Unge?

Det er Sex & Samfund, som driver Sexlinien for Unge.

Sex & Samfund er en forening, der arbejder for alle menneskers seksuelle og reproduktive rettigheder.

Foreningen kæmper for alles lige ret til at bestemme over egen krop og seksualitet gennem at styrke den enkeltes mulighed for at træffe frie og informerede valg om seksualitet, seksuel sundhed, prævention og abort.

Det er foreningens nationale chef der har det overordnede ansvar for rådgivningen på Sexlinien for Unge, mens det faglige ansvar og den daglige drift varetages af en national projektleder.

Læs mere om foreningen på sexogsamfund.dk.

 

Job som rådgiver

Vi ansætter nye rådgivere ca. en gang om året eller hvert andet år til vores to rådgivningsplatforme Sexlinien og Privatsnak.

Et job som rådgiver er ikke et fuldtidsjob, men et studie- eller fritidsjob.

Du skal bo i/omkring København, være mindst 20 år og gerne være i gang med en videregående uddannelse for at komme i betragtning.

Jobopslag kan ses på Sexogsamfund.dk/ledige-stillinger

Det er også gennem et link her, man kan sende uopfordrede ansøgninger, hvis man ønsker at arbejde på rådgivningen.