Sammenhæng mellem hormonspiral og orgasme?
[Spørgsmål-ID 120603]
Pige/Kvinde
17 år
Spørgsmål:
Hej vi er to piger der begge har fået en hormonspiral vi kom til at snakke om at vi begge ikke føler vi kan få en orgasme efter vi fik sat op. Er der en sammenhæng?
Svar:
Hej med jer.
Det er rigtig fint, at I lægger mærke til forskellen i jeres sexlyst. Hormonspiral kan godt påvirke ens sexlyst, og nogle oplever mindre sexlyst, når de er på hormonspiral. Samtidig kan hormonspiral påvirke sindstilstanden – og på den måde påvirke ens lyst til sex. Så det kan skyldes dette, men vi kan dog ikke svare 100 % på, om jeres oplevelse af at have sværere ved at få orgasme efter, at I har fået hormonspiral, skyldes spiralen. Sexlyst og at muligheden for at opnå en orgasme kan også hænge sammen med, hvordan man ellers har det – hvis der f.eks. er noget, der fylder i én, at man er stresset eller andet, kan dét også have indflydelse på ens sexlyst og mulighed for orgasme.
Hvor længe har I været på hormonspiral? Er I stadig ved at tilpasse jer den og vænne sig til den? I så fald kan det også være en mulighed, at spiralen fylder meget i jeres bevidsthed, hvis det er nyt for jer, og at dét kan påvirke jeres oplevelse af at have sværere ved at få orgasme.
Vi håber, det var svar på jeres spørgsmål. Ellers er I altid velkomne til at kontakte os igen på chat, telefon eller brevkasse. Vi har åbent alle hverdage fra kl. 15-19.
Hilsen Sexlinien
Xx133