Har aldrig fået en orgasme

[Spørgsmål-ID 119071]
Pige/Kvinde 16 år

Spørgsmål:

Hej er en pige på 16. Jeg har sex med min kæreste og det er fantastisk, alting er perfekt der er bare det ene problem jeg kan IKKE komme. Som i ALDRIG. Har prøvet alt, at han går ned på mig, forskellige stillinger, at han “kun” giver mig finger, klitoris osv osv. Ingenting sker, alt føltes så dejligt, men der er bare intet klimaks. Og det virkelig skuffende. Når jeg gør det selv sker der heller ingen ting. Jeg har aldrig kommet før. Jeg tror snart jeg er immun. Hvad kan jeg gøre? er meget frustreret. Hilsen frustreret pige

Svar:

 
Hej. Tak for din henvendelse.

Mange unge oplever, at det kan være svært at opnå den første orgasme. Det kan være meget frustrerende. Nogle gange handler det om, at frustrationen og ”jagten” på orgasmen, kommer til at hæmme den. Du kan læse mere om manglende orgasme og årsager dertil på vores emneside her

Når du skriver, at du gerne vil opnå en orgasme, er vi nysgerrige på, hvordan du forestiller dig, at en orgasme skal føles. Orgasmer ser ikke altid ud ligesom på TV og i porno. Man kan sagtens have en orgasme, uden at have brug for at vride sig, stønne eller jamre. Det kan være med til at gøre én i tvivl om, hvorvidt det man mærker, er en orgasme, hvis det ser anderledes ud end en orgasme på film. Men da du beskriver at der mangler et klimaks, kunne det godt være et tegn på, at der skal noget mere eller noget andet til for dig, før du opnår en orgasme.

Noget andet kunne for eksempel være sexlegetøj, som kan stimulere dig på en anden måde end du selv og din kæreste kan. Måske du kan tale med dine veninder og få deres gode erfaringer med sexlegetøj eller andre gode råd til at opnå orgasme? Du kan også søge inspiration på nettet, opsøge porno eller erotiske historier for at finde ud af, hvad der virker godt for dig.

Derudover kan det også være en strategi at forsøge at glemme orgasmen lidt. At du prøver at fokusere på nydelsen og ikke så meget på, om der kommer en orgasme. At bruge energien på din dejlige kæreste og alt det dejlige I gør sammen. Så kan det være, at orgasmen kommer helt af sig selv.

Vi håber meget at disse råd kan hjælpe dig på vej. Du er altid velkommen til at skrive igen eller kontakte os på chat eller telefon på nummeret 70 20 22 66.

Med venlig hilsen
Sexlinien.
 
Xx138