Forelskelse kan opleves på mange måder og påvirker både følelser og kroppen. Det kan være en intens følelse, som enten udvikler sig til kærlighed eller aftager over tid, og det er normalt at føle både glæde og sårbarhed i processen.

hjerte.png

Forelskelse ser forskellig ud 

Har du et crush, som er ekstra varm? En du tænker på lidt oftere end alle andre. Måske bliver du glad bare ved at se deres navn på din telefon. Måske føles det som uro i kroppen eller som sommerfugle i maven. Det er sådan forelskelse kan føles, og der er ikke én måde at være forelsket på. Nogle bliver helt opslugt og kan næsten ikke tænke på andet. Andre mærker det mere stille.

Du kan blive forelsket i personer af samme køn eller af et andet køn. Og du kan blive forelsket flere gange i livet.

Nogle gange bliver forelskelsen gengældt, og så kan det udvikle sig til, man bliver kærester og får et forhold. Andre gange gør den ikke. Det kan gøre virkelig ondt.

Når følelserne ikke bliver gengældt 

At være forelsket i én, der ikke føler det samme, kan føles tungt. Du kan blive ked af det, skuffet eller føle dig afvist. Selvom det kan være svært, mens du er midt i det, er det en følelse der ændrer sig over tid. Det kan tage tid, men det bliver lettere igen.

Det kan hjælpe at tale med nogen, du stoler på, eller give dig selv afstand til personen, hvis det fylder meget i dig.

hjerte knvi 2.png

Hvad sker der i kroppen? 

Forelskelse handler ikke kun om følelser, kroppen spiller også med. Når du er forelsket, frigiver kroppen hormoner, som kan give dig en følelse af glæde, energi og tilknytning.

Det er også derfor, forelskelse kan føles lidt som en rus. Du kan blive ekstra opmærksom på den anden, have svært ved at koncentrere dig om andet og måske savne personen hurtigt igen.

Efter noget tid falder hormonniveauet igen. For nogle betyder det, at forelskelsen aftager. For andre udvikler den sig til en mere rolig og stabil følelse, som mange vil kalde kærlighed.

Fra forelskelse til noget mere 

Forelskelse er ofte starten på et forhold, men ikke altid. Hvis I bliver kærester, vil det ikke nødvendigvis føles lige så intenst hele tiden. Det er helt normalt. Her kan andre ting begynde at fylde mere: tryghed, tillid og det at kende hinanden godt.

Forelskelse kan være spændende, forvirrende, dejlig og sårbar på én gang. Du må gerne nyde det, hvis det føles godt. Og du må gerne passe på dig selv, hvis det gør ondt.