Kærester - elsker, elsker ikke

Ordet “kæreste” kan betyde forskellige ting. For nogle er det en person, man er dybt forelsket i. For andre er det mere stille og trygt. Fælles er, at det handler om en relation mellem to mennesker, hvor I begge er enige om, at I er kærester.

hjerte.png

At være tæt på hinanden 

Mange forbinder det at have en kæreste med nærhed. Det kan være at holde i hånd, kysse, kramme eller have sex. Men det behøver ikke være fysisk for at være et kæresteforhold.

Nogle kærester er mest sammen digitalt eller på afstand, de skriver sammen, ringer eller deler tanker og billeder. Et kæresteforhold kan være mange ting: spændende, trygt, sjovt, svært og ofte lidt af det hele på én gang.

hold hænder.png

Der er ingen manual

Der findes ikke en manual for, hvordan man er kærester. Der er ikke krav om, hvor ofte I skal ses, hvor hurtigt I skal svare på beskeder, eller hvad I skal lave sammen. Det er noget, I finder ud af sammen. I behøver ikke gøre det på samme måde som alle andre.

For nogle er det vigtigt at være kærester med kun én og ikke have sex med andre. For andre kan det se anderledes ud. Det vigtigste er, at I er nogenlunde enige om jeres forventninger, så ingen bliver såret eller i tvivl.

Sex er aldrig en pligt 

Selvom man er kærester, er der ingen, der skylder den anden sex. Det skal altid være noget, man har lyst til - ellers skal man lade være.

Det gælder hver gang. Også selvom man har været sammen længe.

Det handler om at finde jeres måde at være kærester på. En måde, hvor der er plads til jer begge.