Havd er fladlus?
Fladlus er små parasitiske insekter, der lever i kønsbehåring og kan forårsage intens kløe, især i skridtet, som opstår efter smitte via tæt fysisk kontakt som sex eller deling af seng og sengetøj.

Fladlus er små insekter, der lever i kønsbehåring. De kan også sætte sig i hår under armene eller øjebryn og -vipper.
Du kan ikke selv udvikle fladlus – du skal smittes med dem.
Fladlus er parasitter. De er 1–2 mm store, flade og gulligt-sorte. De har kraftige kløer, som gør, at de kan holde fast i hårene.
De lever af at suge blod og lægger æg, ligesom almindelige lus.
Fladlus er blevet mere sjældne, blandt andet fordi mange fjerner deres kønsbehåring. Det gør det sværere for lusene at overleve.
Kløe der ikke er til at ignorere – tegn på fladlus
Det mest tydelige tegn på fladlus er kløe i skridtet.
Det klør ofte meget
Kløen kan være værre i varme og fugtige situationer, fx efter bad eller under dynen
Kløen kommer typisk nogle uger efter, du er blevet smittet
Hvordan smitter fladlus?
Fladlus smitter ved tæt fysisk kontakt.
De kan overføres:
Under sex
Ved at sove i samme seng
Via sengetøj fra en smittet person
Slip af med fladlus
Lægen kan finde fladlus ved at undersøge hår i mikroskop. Man kan også selv se fladlusens æg, der klæber til roden af pubeshårene. Desuden kan man få røde eller blårødlige sår der ligner pletter, der hvor lusene har suget blod.
Hvis du har fladlus, er det vigtigt, at dine sexpartnere også bliver undersøgt og behandlet. Ellers kan I smitte hinanden igen.
Du kan behandle dig selv med et middel i håndkøb fra apoteket. Behandlingen skal gentages efter otte dage pga. lusenes æg.
Samtidig skal du:
Vaske sengetøj, håndklæder og tøj
Rengøre det, du har været i tæt kontakt med