Hvad er handjob og finger?
Et handjob er, når du bruger dine hænder til at stimulere din partner seksuelt. Det samme er at give finger til en partner.
Alle kan give og få et handjob, og mange oplever, at det føles rart. Det kan også bruges sammen med andre former for sex, fx oralsex eller samleje.
Hvordan gør du?
Der er ikke én rigtig måde. Det handler om at finde ud af, hvad der føles godt.
Du kan spørge din partner eller prøve dig frem. Brug hænderne eller fingrene til at røre, massere eller bevæge den frem og tilbage – hurtigt eller langsomt, blidt eller mere fast. Både inde i eller uden på kønsdelene.
Det vigtigste er, at I mærker efter og justerer undervejs.

Er det sikker sex?
Handjob og at give finger regnes som sikker sex med meget lav risiko for graviditet og sexsygdomme.
Der kan dog stadig være en lille risiko. Undgå fx at røre både dine egne og din partners kønsorganer med en hånd, hvis der er sæd, præsperm eller skedesekret på den.
Det samme gælder, hvis du bruger hænder eller fingre inden i eller udenpå endetarmsåbningen – ellers kan du bringe bakterier ind i skeden eller munden, der ikke skal være der.