Spørgsmålet er lavet af Sexlinien for Unge som eksempel på et spørgsmål, vi ofte bliver stillet

Graviditetstest

Pige/Kvinde

Spørgsmål:

Hvor hurtigt kan en graviditetstest - af den slags man køber på apoteket - afsløre, om man er gravid? Og kan man have menstruation, mens man er gravid?

Svar:

Hvis du ikke har fået menstruation til den forventede tid, kan en graviditetstest fra apoteket sædvanligvis straks vise, om du er gravid. Hvis menstruationen udebliver, selv om testen var negativ, bør man foretage en ny test efter ca. 14 dage. Der kan være tale om, at kroppen ved den første test ikke har nået at danne tilstrækkeligt af de stoffer, som gennem testen skal vise, at man er gravid. Hvis man vil være helt sikker på at få et korrekt resultat, kan man vente 3 uger fra det tidspunkt, man tror, man han være blevet gravid (f.eks. havde ubeskyttet samleje eller samleje, hvor kondomet sprang), før man tager testen. I sjældne tilfælde kan man have menstruation eller menstruationslignende blødninger, selv om man er gravid. Hvis du er i tvivl, kan det jo afklares med en graviditetstest. Hvis du er seksuelt aktiv og ikke vil være gravid, kan du gå til lægen og få anbefalet en præventionsform.