Spørgsmålet er lavet af Sexlinien for Unge som eksempel på et spørgsmål, vi ofte bliver stillet

Jeg kan ikke få rejsning!

Dreng/Mand

Spørgsmål:

Jeg er en fyr på 16 år, og jeg har den dejligste kæreste. Men når vi ligger der og skal have sex, så falder den og nogle gange står den slet ikke! Hvorfor gør den det? Det er jo ikke fordi, at jeg ikke tænder på hende eller noget. Hun er min første kæreste, og jeg er jomfru, men jeg forstår ikke, hvorfor den ikke bare står...

Svar:

Hej! Det er faktisk meget almindeligt at man som mand kan opleve, at pikken ikke vil stå selvom man har lyst til sex. Hvis du ikke oplever rejsningsbesvær i forbindelse med onani, kan det være relateret til præstationsangst eller de forventninger som du har til dig selv i forbindelse med at dyrke sex med din kæreste.

Mange mænd kommer til at opleve rejsningsbesvær i løbet af deres liv, hvor deres rejsning falder, også selvom det er i en situation, hvor de føler lyst til sex. Der kan være mange forskellige årsager til dette, de hyppigste er træthed, alkoholindtag, stress, generthed, forelskelse og præstationsangst. Præstationsangst kommer ofte til udtryk som en udtalt frygt for, ikke at kunne tilfredsstille sin partner.

Det kan være en god idé at tale med din kæreste om dine oplevelser og fortælle hende, at det ikke er ualmindeligt og at rejsningsbesvær i dit tilfælde, højst sandsynligt er relateret til de forventninger du har til dig selv i sexakten. Du skal turde fortælle hvad du oplever, så I sammen kan forventningsafstemme og derved forhindre, at rejsningsproblemerne du/I oplever, bliver tillagt mere betydning end det behøver.
Pikken og dens evne til at blive stiv, er faktisk ikke noget man som mand kan kontrollere alene med tankens kraft, men bør forstås som en reaktion på sanseindtryk, tanker og ubevidst hjerneaktivitet.

Det kan derudover være en god idé, hvis du prøver at lade være med at bekymre dig om dit rejsningsbesvær og derved ender i en ond spiral, som kan bidrage til mere præstationsangst. Måske du kan prøve at tænke: "Det kan godt være at min rejsning falder denne gang, men det er OK, for det skal nok komme til at lykkes" eller ”Min rejsning falder, fordi jeg synes rigtig godt om hende”.
Det er vigtigt at du lærer, at din krop/pik ikke er en maskine, det er helt almindeligt og OK, at pikken ikke altid virker.

Hvis du oplever at din rejsning falder under sex, så se det som en god anledning til fx at kysse, slikke, kæle eller kærtegne og fokuser på det, som føles godt i situationen. Du kan også fortælle din kæreste i situationen, at det ikke har noget med hende at gøre og at du tænder på hende, på trods af din faldende rejsning, så hun ikke forstår sig selv, som en del af problemet.

I kan også lave en aftale om, at I ikke må have samleje de næste par gange, I vil dyrke sex. I stedet kan I stimulere hinanden på forskellige måder. Meningen er selvfølgelig at ingen af jer så kan forvente, at I skal have samleje og du derfor ikke skal føle dig presset til, at kunne holde en rejsning. Hvis du så kan holde rejsningen alligevel, så kan I måske aftale, at I skal forsøge jer med samleje næste gang?

Hvis du bliver ved med at opleve problemer med at holde rejsning, også i forbindelse med onani, vil vi råde dig til at kontakte din praktiserende læge og få en snak med vedkommende om dine oplevelser, der kan nemlig være andre fysiske grunde til de rejsningsproblemer, som ikke er gennemgået ovenfor.

Du kan læse lidt mere på her på Sexlinien om præstationsangst og manglende rejsning.

Hilsen Sexlinien.