Hvorfor har jeg ikke regelmæssig menstruation?
[Spørgsmål-ID 122735]
Pige/Kvinde
19 år
Spørgsmål:
Hvorfor har jeg ikke regelmæssig menstraution siden jeg stoppede på p-piller? Jeg fik menstraution som 9-årig og kom på p-piller da jeg var 13. Inden p-piller havde jeg en regelmæssig menstraution. Da jeg stoppede på p-piller da jeg var 15 har jeg ikke haft en regelmæssig menstruation siden. Jeg fylder snart 20 hvilket vil sige at der er gået snart 5 år siden jeg stoppede. Sidste år havde jeg menstraution 5 gange. Jeg begynder at bekymre mig om at det påvirker min fertilitet og jeg vil have svært ved at få børn senere i livet. Har nævnt det flere gange overfor min læge som ikke tager det alvorligt. Mit spørgsmål er om det er normalt at have så uregelmæssig en cyklus efter p-piller, eller om der måske er et underliggende problem?
Svar:
Hej med dig!
Hvor er det godt, at du skriver herind. Når man stopper på p-piller, bør der ikke gå mere end nogle måneder, før ens menstruation ”vender tilbage” til egen cyklus, og altså bliver regelmæssig. Hvis den er uregelmæssig i længere tid, og særligt i flere år som du oplever, så skal man tage til en læge, som skal tage det seriøst. Det er super sejt, at du allerede har snakket med din læge om det. Vi ved ikke, hvorfor din læge ikke tager det seriøst. Måske du i stedet kan få en henvisning til en gynækolog? Eller er der måske en anden læge i samme lægehus, du kan booke tid hos? Måske det hjælper, når nu du ved, at din læge skal tage det seriøst. Du er velkommen til at sige, at du har skrevet til os. Der kan være mange grunde til, at ens menstruation er uregelmæssig - og hos nogle mennesker er det bare sådan. Men man kan ikke vide, hvad det skyldes, før man er blevet undersøgt.
Vi håber, at det var svar på dit spørgsmål. Du er velkommen til at skrive herind igen på chatten, eller ringe til os på telefon 70202266. Vi har åbent alle hverdage fra kl. 15-19.
Venlig hilsen
XX131