Hvad er nakkeost? 

ice-cream

Nakkeost er en hvidlig eller gullig masse, som kan være cremet eller tør og fnulret. Nakkeost kaldes også for smegma.

Alle danner talg (hudfedt) ved kønsdelene. Nakkeost opstår, når overskydende talg blander sig med døde hudceller og urinrester. Hos drenge og mænd kan der også være sædrester i.

Hos drenge og mænd sidder det under forhuden. Hos piger og kvinder ligger det i folderne omkring kønslæberne.

Hvorfor opstår det? 

Talg har en vigtig funktion. Det beskytter den sarte hud på pikhovedet og kønslæberne.

Men når der samler sig for meget, bliver det til nakkeost. Det kan give lugt, hvis det ikke bliver skyllet væk.

Kroppen bliver ved med at producere talg, så nakkeost vil altid kunne dannes igen.

Skal du vaske det væk? 

Ja – men roligt. Skyl dine kønsdele dagligt i lunkent vand. Det er som regel nok.

Undgå at vaske for meget eller for hårdt. Hvis du gør det, fjerner du den naturlige beskyttelse, og kroppen kan reagere ved at danne mere talg.

Sæbe er ofte ikke nødvendig. Det kan ændre balancen i huden og give problemer som irritation, svamp eller udslæt. Hvis du bruger intimsæbe, så vælg en mild variant uden parfume.

Kraftig sæbe eller parfumeret sæbe kan gøre der dannes mere nakkeost, fordi huden irriteres.