Fisse
“Fisse” er et ord, der bruges om de samlede kønsorganer. Det dækker både de ydre og indre dele. De ser forskellige ud fra person til person – ligesom resten af kroppen.
Nogle bruger ord som skede eller vagina i stedet, men de beskriver kun en del af de indre kønsorganer og ikke hele området.

De ydre kønsorganer
Den ydre del kaldes også vulva.
Den består af:
venusbjerget (området over kønsbenet, hvor der kan vokse hår)
ydre kønslæber
indre kønslæber, som ofte er foldede og uden hår
klitoris, som er meget følsom
urinrøret, hvor urin kommer ud
skedeåbningen
Under huden omkring skedeåbningen ligger svulmelegemer. De fyldes med blod ved seksuel ophidselse og gør området mere følsomt. Der ligger også kirtler, som danner væske, når man bliver ophidset.
For stram eller dyb nok?
Mange tænker måske på, om selve skeden er dyb nok eller måske føles den for stram?
Skeden er elastisk og udvider sig, når man er seksuelt ophidset. Så hvis man har samleje og er ophidset, vil skeden tilpasse sig og udvide sig til det omfang den skal.
De indre kønsorganer
De indre dele omfatter bl.a. skeden (vagina).
Skeden er et elastisk rør, som:
starter ved skedeåbningen
er ca. 8–10 cm dyb
kan udvide sig, fx ved ophidselse eller fødsel
I enden af skeden sidder livmoderhalsen, som forbinder til livmoderen. Det er herfra menstruationsblod kommer ud. Området kan være ømt ved infektion eller hvis det bliver ramt hårdt.
Tag et kig
Det kan være svært med det blotte øje, at se hvordan man ser ud "dernede". Det kan derfor være en god idé, at bruge et lille spejl for at hvordan man ser ud.
Ved at se hvordan man ser ud, kan man få en bedre fornemmelse for sin krop. Det kan også være en måde, at lære den at kende på og finde ud hvad den kan lide og ikke lide.
Hygiejne
Kønsorganerne er selvrensende. Udflåd er en naturlig del af kroppens måde at holde området rent på.
Indvendigt er miljøet surt (lav pH), hvilket beskytter mod bakterier. Hvis balancen ændrer sig, kan der opstå:
kløe
rødme
ændret lugt eller udflåd
Det er bedst at vaske sig med vand. Sæbe kan forstyrre balancen. Når du tørrer dig efter toiletbesøg, bør du tørre forfra og bagud for at undgå bakterier.