Kroppen

Hvad er en krop?

En krop er den fysiske del af et menneske. Den del som består af legemsdele som arme, ben, hoved og kønsdele samt hud, slimhinder, organer, knogler, muskler, nerver, kød og blod. Det er kroppen som mærker kulde og varme, sult, tørst, angst, sorg og glæde - og lyst.

Det er også kroppen der mærker berøringer fra andre. Både smertefulde og nydelsesfyldte berøringer.

 

Kroppe er forskellige

Tit er vi vant til at tænke i forskellige kroppe: Kvindekroppe og mandekroppe, voksenkroppe og børnekroppe, syge kroppe og raske kroppe. Og i bikinikroppe, lækre kroppe og mindre lækre kroppe. 

Men uanset hvilke krop, man har, er der en masse positive og gode sider ved den, man måske ikke tænker så tit over? 

Nogle mennesker bruger meget tid på at træne eller pynte deres krop og nogler gør det, fordi de ikke er glade for deres krop, men gerne vil ændre den.

 

Kroppens reaktioner

Inde i kroppen styrer nervesystemets to dele alt det, der sker i kroppen. Både når man hviler sig og når man er aktiv. De regulerer alt det som sker automatisk som f.eks. hjerteslag og fordøjelse. Den ene del gør din krop klar til at præstere, til at være ”kampklar”. Den anden del gør at din krop får hvile og bliver genopbygget.

Den første del bruger man, når man arbejder og producerer, når man konkurrerer samt når man slås og når man flygter. Den anden del bruger man, når man leger, hviler og sover samt når man har sex.

Nogle ting kan man styre selv, f.eks. løfte et glas, så man kan drikke af det, eller at klappe en hund. Andre ting sker 'ufrivilligt', f.eks. at man automatisk flytter sin hånd fra en varm kogeplade eller farer sammen, hvis man bliver forskrækket, men også at man får gåsehud, natlige rejsninger eller kan blive fugtig på kønsdelene, når man føler sexlyst.