Langt de fleste aborter udført i Danmark er medicinske, og de kan udføres igennem hele graviditeten. Man kan få to typer abort i Danmark - en kirurgisk og en medicinsk. Hvilken metode, der bruges, afhænger af, hvor langt henne i graviditeten du er, og af hvad du selv ønsker.
Der er fordele og ulemper ved begge metoder, som du kan læse om længere nede. Hvis du er langt henne i graviditeten er en kirurgisk abort ofte ikke en mulighed.
Uanset hvilken metode, skal du have lavet en forundersøgelse hos den læge, der henviser dig, eller på hospitalet eller klinikken, der udfører aborten.
Forundersøgelserne skal blandt andet tjekke, hvor langt du er henne i graviditeten, fastslå din blodtype og om du er smittet med klamydia.
Ved den medicinske abort får du to slags medicin med en dags mellemrum.
Først får du en tablet, der gør, at livmoren ikke længere reagerer på kroppens graviditetsbevarende hormon. Derfor vil graviditeten gå til grunde. Medicinen får livmoren til at trække sig sammen. Nogle oplever kvalme, opkastning og diarre af medicinen. Det er heller ikke usædvanligt, at der kommer blødning og smerter fra livmoren. Smerterne kan lindres med almindelig håndkøbsmedicin.
Dagen efter den første tablet, skal du tage den anden medicin. Det sker hjemme hos dig selv, hvis du er rask og mindre end 9 uger gravid. Ellers foregår det på hospitalet. Dette er fordi, der er en lille forøget risiko for større blødning jo længere henne, du er i graviditeten.
Medicinen får du som stikpiller, der skal sættes op i skeden. Nogle får hovedpine, kvalme eller opkastninger af medicinen, så du bliver tilbudt smerte- og kvalmestillende medicin.
Medicinen får livmoren til at trække sig sammen og udstøde graviditetsvævet. Hvis du ikke allerede bløder, vil du begynde at bløde nu. Blødningerne vil oftest være kraftigere end ved en almindelig menstruation, og der kan være klumper i. De fleste aborterer efter nogle få timer. Efter aborten bløder du i 4-6 uger.
På grund af blødningen, situationen og den smertestillende medicin bør du ikke være alene, når du har taget tabletterne samt den første nat efter aborten. Du bør heller ikke selv køre bil. Hvis du bor hjemme, og du ikke kan tale med dine forældre om aborten, eller de ikke støtter dig i din beslutning, er det en god ide at finde et andet sted at være. Det kan f.eks. være hos et andet familiemedlem eller en veninde.
En kirurgisk abort foregår oftest i fuld bedøvelse, hvor du sover. Hvis du skal i fuld bedøvelse, er det nødvendigt at du møder fastende. Det betyder, du hverken må spise eller drikke i seks timer før indgrebet.
Inden indgrebet skal du have noget medicin der blødgør livmoderhalsen. Dermed bliver det lettere og mere skånsomt at udvide livmoderhalsen i forbindelse med abortindgrebet.
Tabletterne eller stikpillen kan fremkalde mavesmerter, som ligner dem, du har, når du skal have menstruation. Smerterne kan lindres med smertestillende medicin. Når tabletterne er indtaget, er aborten i gang, og du kan ikke gøre beslutningen om.
Det er muligt at tage en ven eller en veninde med på indlæggelsesdagen. Eller du kan tage et familiemedlem med. Den pågældende kan dog ikke komme med ind til selve indgrebet, men må vente udenfor.
Du vågner hurtigt op efter indgrebet. I de fleste tilfælde vil du kunne tage hjem efter få timer.
Du bør tage det med ro i 1-2 dage efter aborten. Efter en abort skal din krop bruge nogle dage på at omstille sig til ikke at være gravid. Det betyder, at kvalme, brystspænding o.l. kan fortsætte en uges tid efter indgrebet.
Hvis du bløder, skal du undgå tamponer, samleje, karbad og havbad.
Hvis dine graviditetssymptomer ikke forsvinder efter den tid, eller hvis du i øvrigt har mistanke om, at du stadig er gravid, skal du søge læge.
Du skal komme til kontrol på sygehuset eller hos speciallægen 7-14 dage efter aborten. Her vil du få taget en blodprøve for at tjekke, at du ikke længere er gravid.
Du skal kontakte din egen læge, speciallægen, vagtlægen eller skadestuen, hvis du:
Det er sjældent, der kommer komplikationer efter et abortindgreb. Uanset abortmetoden gælder det, at der efter aborten er en risiko for underlivsbetændelse.Hvis livmoren ikke er helt tømt for graviditetsvæv, kan der opstå kraftig blødning. Hvis det sker, er det nødvendigt at lave endnu en udskrabning. Hvis du får underlivsbetændelse, kan det behandles med antibiotika.