Aseksualitet

Hvad er aseksualitet?

At være aseksuel kan betyde mange forskellige ting, men for mange handler det ofte om, at man ikke føler sig seksuelt tiltrukket af andre.

 

For nogle betyder det, at de overhovedet ikke har lyst til sex.

For andre betyder det, at de kun har meget lidt lyst til sex.

Nogle tænker og interesserer sig overhovedet ikke for sex, mens andre har seksuelle fantasier, når de er alene.

En del af dem, der definerer sig som aseksuelle, onanerer også, men har ikke lyst til at have sex med en anden andre personer.

Der er stor forskel på, hvad man som aseksuel føler ved sex.

Nogle er direkte frastødt bare ved tanken om sex, mens andre ikke føler, at sex gør noget for dem, fx. at det føles rart eller de bliver tilfredsstillet af det. 

 

Relationer til andre mennesker

Man kan godt have en kæreste og børn, selv om man definerer sig som aseksuel.  

For mange er det stadig vigtigt med kys, kærtegn og nærhed til andre mennesker, selvom man ikke har lyst til sex.

En del aseksuelle er kærester med andre aseksuelle, fordi man så er enige om, at man ikke interesserer sig for sex.

Men man kan også være kærester med en personer eller personer, som har lyst til sex.

Her skal der så indgås et kompromis, når det kommer til at have sex.

Kompromiset kan for eksempel være, at man har sex sammen en gang om måneden.

Eller også kan man aftale, at den partner der har lyst til sex, kan have en elsker ved siden af forholdet for at blive tilfredsstillet.

En del af dem, der definerer sig som aseksuelle, vælger at være singler, fordi de så kan undgå at have sex.

 

At definere sig som aseksuel

Tidligere har der ikke været særlig meget fokus på aseksualitet, men i dag er der større viden og åbenhed omkring emnet.

Både unge og gamle, kvinder, piger, drenge, mænd og transkønnede kan opleve sig selv som aseksuelle.

Nogle har måske aldrig prøvet at have sex og kunne aldrig drømme om det.

Andre har prøvet det, men synes ikke det sagde dem noget.

Men det er en selv, der bestemmer, om man vil definere sig som aseksuel.

Og man har ret til selv at definere sin seksualitet - om det er som aseksuel, homoseksuel, heteroseksuel eller biseksuel.

Og man har ligeledes ret til ikke at blive diskrimeret på grund af ens seksualitet.

Det gælder også, hvis man ikke har lyst til sex.

Ens seksualitet behøver ikke at være den samme hele livet, og man kan derfor godt føle sig og leve som aseksuel i en periode og så føle for noget andet senere. 

For nogle kan det være svært at være aseksuel, mens andre ikke synes, det er et problem.

Nogle unge kan føle sig meget 'ved siden af'', hvis de er aseksuelle, fordi deres jævnaldrende kammerater måske interesserer sig meget for sex og taler meget om det.

Man kan godt føle sig meget alene, hvis man er aseksuel, fordi samfundet generelt har stort fokus på sex, og derfor er det måske lidt tabu at tale om aseksualitet. 

Nogle accepterer uden videre, at de ikke har så meget lyst til sex og vælger at holde det for sig selv.

Andre definerer sig som aseksuelle og er åbne omkring det.

Andre kan have behov for at vende deres seksualitet med andre, få rådgivning eller tale med en læge.

Men at være og definere sig som aseksuel er lige som at definere sig som for eksempel heteroseksuel eller homoseksuel - det er ikke noget der kan eller skal kureres.

Læger og psykologer kan dog hjælpe til at fastslå, om den manglende sexlyst kan skyldes depression eller andet. 

 

Foto: Kamshots