Kondompausen
I er i gang, og så skal kondomet på. Lidt akavet, right? Det øjeblik har et navn: kondompausen.

Kondompausen er det lille stop, hvor I finder kondomet frem og får det på pikken. Mange synes, det ødelægger stemningen. Nogle springer derfor kondomet over. Men pausen behøver ikke dræbe noget. Når den har et navn, er den nemmere at sige højt. Og når I ved, den kommer, kan den blive en del af sexen. Du kan bare sige: "Kondompause?"
Gør pausen til en del af sexen
Kondompausen kan godt være lækker. Det handler om at forberede sig lidt og holde stemningen i gang.
Snak om det før. Så er der ingen overraskelser, når pausen kommer.
Hav kondomet klar. Læg det ved sengen, i lommen eller i tasken. Så skal I ikke lede.
Hjælp hinanden. I kan sætte kondomet på sammen. Det kan være en del af forspillet.
Bliv ved med at røre hinanden. Kys, kæl eller snak, mens kondomet kommer på.
Grin af det. Driller kondomet, er det helt okay at grine. Det sker for alle.
Sådan kan du sige det
Du behøver ikke en lang tale. Én sætning er nok:
"Kondompause?"
"Vent lige, jeg finder et kondom."
"Skal jeg sætte det på dig?"
"Jeg vil gerne bruge kondom. Er det okay?"
"Jeg har ikke lyst uden kondom."
Det sidste er lige så okay at sige som det første. Du bestemmer selv over din krop.
Hurtigt på – uden stress
Jo bedre du kender kondomet, jo kortere bliver pausen. Øv dig gerne alene først. Fx under onani.
Åbn pakken med fingrene, ikke med tænderne.
Klem luften ud af spidsen, og rul kondomet ned over pikken.
Ruller det ikke? Så vender det forkert. Tag et nyt.
Brug lidt glidecreme udenpå. Så føles det bedre.
Find den rigtige størrelse. Et kondom, der sidder for stramt eller for løst, er både mindre lækkert og mindre sikkert.
Bliver pikken blød? Det sker tit, især hvis man er nervøs. Det er helt normalt. Hold en pause, kæl lidt mere, og prøv igen.

Hvorfor kondom?
Kondom og femidom er de eneste typer prævention, der beskytter mod både graviditet og sexsygdomme. P-piller, spiral og anden prævention beskytter kun mod graviditet. Så selvom I har styr på præventionen, kan kondomet stadig være en god idé. Især med en ny partner.

Hvis den anden ikke vil
Nogle siger, at det føles bedre uden kondom. Eller at de lige er blevet testet. Du har stadig lov til at sige: "Uden kondom, ingen sex." Du skal aldrig lade dig presse. Og du skal aldrig presse andre. At tage kondomet af under sex uden at sige det er aldrig okay. Det kaldes stealthing, og det er et overgreb. Har du oplevet det, kan du altid snakke med os.
Hvis kondomet glider af eller går i stykker
Det kan ske. Gå ikke i panik.
Graviditet: Tag nødprævention så hurtigt som muligt. Du kan købe den på apoteket uden recept.
Sexsygdomme: Bliv testet. Du kan fx bestille en gratis klamydiahjemmetest.