Onani for piger og kvinder

vibrator

Solosex, me-time, self-love. Kald det, hvad du vil. Her får du svar på det, du måske ikke tør google.

fisse.png

Onani er sex med dig selv. Det handler om at finde ud af, hvad der føles godt for dig. Der er ingen rigtig eller forkert måde at gøre det på. Det er helt op til dig, om du har lyst.

Mange piger og kvinder onanerer. Nogle gør det flere gange om ugen, andre et par gange om måneden. Og nogle gør det aldrig. Det er alt sammen helt normalt.

Teksten her er til dig, der har en skede og en klitoris, uanset hvordan du identificerer dig.

Hvordan gør man?

Det er forskelligt fra person til person, og det er netop pointen. Mange starter med klitoris, fordi den er det mest følsomme sted. Men du kan røre ved meget mere end det.

Prøv fx at mærke efter her:

  • Klitoris

  • Kønslæberne

  • Skedeåbningen og inde i skeden

  • Mellemkødet

  • Bryster og brystvorter

  • Mave og inderlår

  • Røven og området omkring endetarmsåbningen

Nogle laver små cirkler med fingrene. Andre gnider op og ned eller fra side til side, og nogle trykker bare blødt. Du kan gøre det hurtigt eller langsomt, hårdt eller blidt.

Nogle holder samme rytme hele vejen. Andre skifter tempo eller holder pauser undervejs. At stoppe lige før orgasmen og så starte igen kaldes edging. Det kan gøre orgasmen stærkere.

Du kan ligge ned, sidde, stå op eller stå under bruseren. Nogle bruger bruseren til at onanere med. Andre gnider sig mod en pude eller dyne. Det er også helt okay.

Lidt spyt eller glidecreme kan gøre det mere behageligt, især hvis klitoris føles for følsom.

Tip

Prøv det, hvis du har lyst

Prøv at spænde og slappe af i musklerne omkring skeden. Det er de samme muskler, du bruger, når du stopper en tissestråle. Det kan gøre det hele mere intenst.

Sexlegetøj, fantasier og porno

Nogle bruger en vibrator eller dildo, andre kun deres fingre. Mange fantaserer, mens andre bare fokuserer på, hvordan kroppen føles.

Nogle ser porno, og det er okay. Husk bare, at porno er skuespil. Den viser sjældent, hvordan de fleste rigtigt får orgasme.

Hvis du vil prøve at have noget inde i skeden, så start med en finger. Brug kun ting, der er lavet til det. De skal være rene og glatte og må ikke kunne gå i stykker. Til numsen skal legetøjet have en bred fod, så det ikke kan glide helt ind.

Skal man få orgasme?

Nej. Onani behøver ikke ende med en orgasme. Det kan sagtens være rart i sig selv.

Mange får ikke orgasme de første gange, for det tager tid at lære sin krop at kende. Er du i tvivl om du har haft en orgasme, har du den nok til gode. Det er helt fint. Den skal ikke tvinges frem.

Lige før orgasmen føler nogle, at de skal tisse. Det er normalt, men prøv at undgå at stoppe på grund af det. Nogle bliver også meget våde eller sprøjter lidt. Det er heller ikke farligt.

Efter en orgasme kan klitoris være meget følsom i et kort øjeblik. Så kan du bare holde en pause.

Onani er godt for dig

Der findes mange gamle myter om onani. Men sandheden er, at det er sundt og helt ufarligt. Du bliver ikke syg af det, og du kan ikke ødelægge noget i din krop.

Du kan heller ikke miste din mødom ved at onanere. Mødommen er nemlig ikke en hinde, der går i stykker. [Link: Læs mere om skedekransen]

Når du får orgasme, udskiller kroppen hormoner, der giver godt humør. Mange bliver mere rolige og afslappede, og nogle sover bedre bagefter.

Og så lærer du, hvad du kan lide. Det gør det nemmere at sige, hvad der føles godt, hvis du en dag har sex med en anden. Din orgasme er ikke kun din partners job. Den er også din egen.

Nogle føler sig lidt tomme eller triste efter en orgasme. Det er en helt normal reaktion i kroppen, som sker fordi der bliver færre af nogle hormoner som kroppen danner, mens du onanere. Følelsen går over igen.

lyst.png

Kan man onanere for meget?

Nej. Det er okay at onanere flere gange om dagen, hvis du har lyst. I puberteten har mange rigtig meget lyst, mens andre næsten ingen har. Begge dele er normalt.

Bliver du øm, så hold en pause eller vær lidt blidere. Brug evt. glidecreme.

Onani bliver kun et problem, hvis det tager over. Det kan fx være, hvis du ikke kan lade være, selvom du gerne vil, eller hvis det går ud over skole, venner eller søvn. Så er du velkommen til at skrive til os.

Hold det rent

Vask hænderne, og hold neglene korte. Vask dit sexlegetøj efter brug.

Gå aldrig direkte fra numsen til skeden eller munden med fingre eller legetøj. Bakterier fra tarmen kan give blærebetændelse eller skedekatar. Vask først, eller sæt et kondom på legetøjet.

Alene eller sammen med andre?

De fleste onanerer alene, men nogle gør det sammen med andre. Det skal altid være noget, alle har lyst til, og alle må stoppe når som helst.

Hvis du onanerer sammen med en anden pige, siger det ikke noget om, hvem du er til.

Del aldrig billeder eller videoer af andre uden deres lov. Er nogen under 18 år, må seksuelle billeder af dem slet ikke deles. Det gælder også, hvis det er dig selv, der er under 18 år.