Spørgsmålet er lavet af Sexlinien for Unge som eksempel på et spørgsmål, vi ofte bliver stillet

Svamp

Pige/Kvinde

Spørgsmål:

Jeg er en pige på 19 år, som længe har været plaget af skedesvamp. Hvad er egentlig årsagen til skedesvamp? Går jeg i for stramme bukser? Eller er det noget man bliver smittet af ved seksuel omgang? Kan man smitte en fyr med det? Og kan man blive steril ligesom med klamydia? Kan jeg være blevet smittet ved et toiletbesøg? Kan fyre også være ramt af det og smitte piger med det?

Svar:

Alle kvinder har svamp i sin normale flora i skeden. Men hvis balancen bliver forstyret, udvikler den sig, og så kan det være svært at få genoprettet den naturlige balance. Ting, der kan virke forstyrrende, er brug af p-piller eller penicillin, fordi medicinen kan ændre på skedens surhedsgrad, og det kan være nok til, at der kan udvikle sig svamp. Der kan også godt udvikles skedesvamp, hvis du går med stramme bukser hele dagen, eller bruger trusseindlæg hver dag. Skedesvamp smitter ikke ved toiletbesøg, men du kan godt overføre svamp til en fyr i forbindelse med samleje. Det er derfor vigtigt, at I bruger kondom, når du har symptomer på svamp, så I undgår at smitte hinanden. En fyr kan i princippet godt have svamp og smitte en pige ved samleje. Bortset fra de store gener, som svamp kan medføre, er det helt ufarligt og fører aldrig til sterilitet. Svamp kan behandles med diverse håndkøbsmidler fra apoteket. Er generne vedvarende eller er du i tvivl, bør du opsøge din læge.