Jeg bliver seksuelt ophidset over naboens dreng på otte år
Dreng/Mand
Spørgsmål:
Min nabo har en dreng på 8 år. Jeg har tit passet ham, men på det sidste er jeg blevet ophidset, når jeg rører ham. Jeg har lidt problemer med mine følelser for tiden. Jeg tænder ikke på piger, men på små drenge i stedet. Er dette bare et forbigående problem?? Vil I ikke godt skynde jer med at besvare mine spørgsmål, for jeg kan snart ikke vente længere med at udfolde mine lyster. Jeg har rørt lidt ved mine nabos drengs tissemand, og det virkede som om han godt kunne lide det, da den blev stiv. Er der så noget forkert i det??? Hjælp mig! Hilsen fra ”Den fortvivlede”.
Svar:
Ja, der er noget forkert i det, selvom du tror, han kan lide det, fordi hans tissemand bliver stiv. For det første kan det sagtens lade sig gøre, at hans tissemand bliver stiv, selv om han ikke er seksuelt ophidset. Det kan være en rent kropslig reaktion på samme måde som gåsehud, hvis der kommer et koldt vindstød. På den anden side kan det godt være, at han opfattede det som en seksuel leg på linie med dem, børn kan have i den alder - både med kammerater af det samme og det modsatte køn. Men det er jo noget helt andet på grund af den store aldersforskel mellem jer. Hvis to otteårige drenge har seksuelle lege med hinanden, hvor de rører ved hinanden, så er de i gang med at udforske den spirende seksualitet og kroppens mysterier - begge to. Det vil sige, at de er ligestillet. Det er noget ukendt, der undersøges af dem begge to, og de gør det frivilligt. Når du rører ved din nabos søn, så er I faktisk ikke ligestillet: Du har meget mere kontrol, fordi du er den voksne og erfarne. Samtidig er det svært at tale om frivillighed, da du jo er en autoritet i forhold til ham. For ham er du en voksen ligesom hans forældre, og voksne er dem, der sætter grænserne. Derfor kan du ikke forvente, at han tager ansvaret for at sige fra, hvis han ikke vil være med længere. Ligesom du heller ikke kan forvente, at han kan overskue konsekvenserne af, hvad han gør, eller hvad du gør ved ham. Det er netop derfor, at man har lavet den lovgivning, der beskytter børn mod voksnes seksuelle tilnærmelser: Fordi børnene ikke har et frit valg, når de står over for den voksne. Og i særlig grad ikke når det er en voksen, der har ansvaret for dem. Derfor er det også forkert i juridisk forstand, og du vil kunne straffes efter straffeloven. Det skriver jeg ikke for at true dig, men for at forklare, at det er noget vi her i landet har valgt at se alvorligt på. Du skriver, at du har problemer med dine følelser for tiden. Gælder det også andre områder end det, at du tænder på små drenge i stedet for piger på din egen alder? Du spørger også, om det er et forbigående problem. Jeg kan kun svare dig, at det kommer an på, hvad du gør ved det. Jeg vil gætte på, at du nok også oplever vanskeligheder på andre områder end "hvem du tænder på", men jeg kan jo ikke vide, hvilken slags problemer det er. Men måske er det sådan, at du løser nogle problemer ved at blive tiltrukket af små drenge. "Fordelen" er jo, at i en seksuel relation til en lille dreng, kan du have den fulde magt og kontrol med, hvad der skal foregå. Du behøver ikke at gå på kompromis, fordi den anden stiller krav til dig - det gør små drenge sjældent. Så måske kompenserer du for, at du har for lidt kontrol på andre områder i dit liv, eller måske at du har haft nogle ubehagelige erfaringer, hvor andre har haft for meget kontrol over dig? Jeg ved det ikke, men jeg vil opfordre dig til at ringe til os på Sexlinien. Telefon: 70 20 22 66 - mandag til fredag mellem kl. 15.00 og 17.00. Her kan du få anonym rådgivning om disse spørgsmål.