Spørgsmålet er lavet af Sexlinien for Unge som eksempel på et spørgsmål, vi ofte bliver stillet

Smager og lugter udflåd dårligt?

Pige/Kvinde

Spørgsmål:

Hej. Jeg er bekymret for om min udflåd smager og lugter dårligt når jeg får oralsex. Smager og lugter udflåd dårligt?

Svar:

Hej med dig.
Der er mange, som bliver usikre på om deres udflåd lugter eller smager ”forkert”. Ligesom alle andre dele af kroppen og andre former for kropslugte, så er lugt og smag altid individuel. Alle kroppe lugter simpelthen forskelligt. F.eks. kan sved lugte forskelligt fra person til person.

Udflåds smag og lugt kan også skifte afhængigt af, hvor en person er i sin cyklus, eller hvilken kost man indtager og hvordan man har det. Det er fuldstændig normalt. 

Udflåd er som regel hvidligt og lugtfrit eller lugter svagt syrligt, og er en blanding af væske fra kirtler i livmoderhalsen og væske fra skedens slimhinde. Når udflåd kommer i kontakt med luft, så kan det også se gult ud. Det kan det f.eks. når det er tørret ind i trusserne.

Hvis du føler dig usikker på, hvordan din udflåd smager og lugter under sex, kan du vælge selv at smage på det. Ellers må du stole på, at din sexpartner nok skal lade være med at give dig oralsex, hvis det ikke smager eller lugter ok for vedkommende.Det er nok de færreste af os, der lugter fuldstændigt ”rent” – det sker måske kun, når vi lige går ud af badet.

Hvis udflåddet pludselig ændrer sig, er det typisk tegn på ægløsning (kvinder, der tager p-piller har ikke ægløsning), men det kan også være tegn på en sexsygdom eller svamp. Hvis det handler om sygdom vil udflåddet lugte kraftigt og ændre farve til grønligt eller brunligt, kan det være tegn på skedebetændelse. Både sexsygdomme og skedebetændelse skal behandles, og det er vigtigt, at man går til lægen, hvis man har symptomer på det.

Hilsen Sexlinien.