Spørgsmålet er lavet af Sexlinien for Unge som eksempel på et spørgsmål, vi ofte bliver stillet

Vi vil gerne have analsex

Dreng/Mand

Spørgsmål:

Vi er et par, som smaddergerne vil prøve analsex - hvad skal vi gøre, og gør det egentlig ondt?

Svar:

Hej med jer. Der er mange, der har rigtig gode oplevelser med analsex, som kan være super dejligt, men det er også et spørgsmål om øvelse og tillid. Nogle kan opleve analsex som lidt ubehageligt eller smertefuldt, særligt i begyndelsen, hvilket er helt naturligt, da det er ganske uvant, at der skal noget ind - og ikke ud - gennem endetarmen, og derfor kan man let komme til at spænde. Det bedste, I kan gøre for hinanden, er derfor at tage jer god tid. Det er vigtigt, at den, der skal 'tage imod', slapper godt af. Øvelse hjælper netop fordi, den, der skal "modtage", skal lære at slappe godt af. Jo bedre afslapning jo færre smerter. Og det er vigtigt, at den, der "giver", går stille og roligt frem og er meget opmærksom på signaler fra sin partner. I forbindelse med analsex er gensidig tillid og snak både inden og undervejs måske endnu mere vigtig end ved almindeligt samleje. Det kan anbefales at bruge både vandbaseret glidecreme og kondom, når I skal dyrke analsex. Glidecreme er godt af flere årsager: Det gør det nemmere at trænge ind i endetarmen, og når der er mindre gnidningsmodstand, sprænger kondomet heller ikke så let, hvilket der ellers kan være større risiko for ved analsex. Husk at glidecremen skal være vand- eller silikonebaseret, hvis I bruger kondom, da oliebaserede glidecremer kan opløse gummiet i kondomet. Når I har lyst til at dyrke analsex, er der nogle forhold, som er vigtige at kende. Huden i endetarmen er tynd og sårbar, og det er derfor lettere at få smårifter, hvorfor der også er en øget risiko for at få sexsygdomme ved analsex, og det er derfor, det altid er en god idé at bruge kondom ved analsex. Der findes også mange bakterier i endetarmen. Analsex kan medføre underlivsinfektioner hos pigen, hvis I skifter fra analsex til samleje i skeden uden at skifte kondom, men det behøver I ikke bekymre jer om, hvis bare I er opmærksomme på jeres hygiejne og på brugen af kondom. Der er nogle der er bekymrede for, om der kommer afføring på pikken, når man dyrker analsex. Der sidder ikke afføring i endetarmen med mindre man skal skide, men der kan altså godt komme lidt afføringsrester ud, når man har analsex, og dette må man bare tage med. Der er nogen, der ikke bryder sig om dette, og derfor vælger at rengøre deres endetarm inden analsex. Hvis man dog ønsker at skylle endetarmen, så kan man på apoteket købe en stor engangssprøjte (uden kanyle, naturligvis), som man kan indføre vand i endetarmen med. I kan læse meget mere om analsex i vores tema 'og de fik hinanden i enden', som I finder i vores temaarkiv på forsiden af brekkassen.