Er det ok at jeg ser porno?
Dreng/Mand
Spørgsmål:
Hej, jeg er en dreng på 13 år som er begyndt at se porno - nogle dage ser jeg det, mens der er andre dage, hvor jeg ikke gider se det. Er det forkert at jeg ser det og kan det skade mig?
Svar:
Hej, fint du skriver! Det er ret almindeligt at blive nysgerrig på porno og efter at se, hvordan forskellige kroppe kan se ud samt hvordan sex kan foregå, især når ens pubertet er ved at begynde.
Det er blevet meget nemt at få adgang til porno på internettet selvom der findes en aldersgrænse på 18 år på de fleste pornosider. Derfor har en del børn/unge også set porno før de er særligt gamle. Det kan man godt have forskellige meninger om er godt eller dårligt, men det er sådan det er lige nu.
Der findes mange forskellige former for porno og det er forskelligt, hvad man synes er spændende eller dejligt at se. Eller om man overhovedet synes, det er nogen af delene. Heldigvis kan man lade være med at se det, hvis man ikke har lyst. Porno er ikke noget man behøver at skulle se.
Hvis man ser porno, er det godt at være opmærksom på, hvordan man har det med de ting, man ser. Tænk på at porno er er lavet til voksne, så det viser sex og kroppe på måder, som man ikke nødvendigvis er klar til at se, når man er barn eller ung. Derfor kan det godt virke voldsomt eller forvirrende på nogle, hvis de ser det. Man kan også komme til at tro, at man skal have sex på bestemte måder, som man ikke nødvendigvis har lyst til. Man skal kun have sex sådan som man selv har lyst til.
Du spørger, om porno kan skade dig? - det kan det ikke.
Hvis man begynder at se meget porno og overhovedet ikke kan undvære det, har man måske udviklet en slags afhængighed. Igennem puberteten kan man godt nogen gange føle at man sig afhængig, hvis man ser porno hyppigt, men hormonerne som man især har rigtig mange af i begyndelsen af puberteten, kan gøre, man føler sig afhængig. det vil tit gå over og hvis man godt kan hænge ud med vennerne, gå i skole, lave lektier, gå til fritidsaktiviteter og hygge sig med familien i stedet for at se porno, er man i hvert fald ikke afhængig.
Prøv også at være være kritisk overfor det, du ser – porno er kke en opskrift på, hvordan man skal have sex eller hvordan man skal se ud. Det meste porno er lavet med skuespillere som har sex efter et manuskript. Det betyder, at de har sex på de måder, som sælger flest film og ikke på den måde, skuespillerne nødvendigvis selv ville vælge at have sex på. Sex i porno kan altså være ret forskellig fra virkeligheden.
Det samme gælder også, hvordan skuespillerne i pornofilm ser ud på. De er udvalgt, fordi deres kønsdele eller kroppe ser ud på bestemte måder eller kan noget bestemt. Det kan nemt give andre en følelsen af, at det er sådan man skal se ud eller sådan man skal kunne for at være smuk, sexet eller god til sex – men i virkeligheden er det heldigvis forskelligt, hvordan vi ser ud og hvad vi synes er flot eller rart. Så det er godt, hvis du kan huske at skille tingene ad.