Skal man 'lave stort' efter analsex?
[Spørgsmål-ID 122420]
Pige/Kvinde
15 år
Spørgsmål:
Kan godt være det er et utrolig dumt spørgsmål. Men har læst et sted at det er vigtigt som pige at få tisset lige efter man har haft sex. Men hvis nu man er blevet taget i numsen er det så også vigtigt at gå på wc lige efter (altså stort)? Det er jo ikke sikkert man lige kan? Undskyld på forhån hvis det er dumt spurgt.
Svar:
Hejsa!
Tusind tak for dit spørgsmål. Det er slet ikke et dumt spørgsmål – tværtimod.
Jeg forstår godt, hvorfor du spørger.
Men man behøver ikke at "lave stort", efter man har haft analsex. Endetarmsåbningen har i forvejen mange tarmbakterier, og dens miljø kommer derfor ikke i ubalance på samme måde, som urinrørets gør.
Du har nemlig helt ret i, at det kan være vigtigt at tisse efter, man har haft sex, for at forsøge at undgå at få en mulig blærebetændelse eller infektion i underlivet. Det gælder for alle som har sex, men især for piger, der har et kort urinrør sammenlignet med drenge. Og især for drenge, hvis de har haft analsex uden kondom, hvor de kan få tarmbakterier ind i urinrøret.
Piger har biologisk set tre åbninger: endetarmsåbningen, skeden og urinrøret. Alle åbninger har hver deres "opgave" og indeholder hvert deres miljø.
Især skeden og urinrøret har et miljø, som kan komme i ubalance, hvis fremmede bakterier trænger ind.
Urinrøret kan nemt få "fremmede" bakterier op – bl.a. når man har sex. Når man har sex, gnider både din partners hud, sved, udflåd og/eller sæd tæt på urinrørets område – og ved at tisse kan man forsøge at "skylle de dumme bakterier ud" og derved rense urinrøret.
For at afslutte dit spørgsmål: Det er derfor vigtigt at tisse efter sex – men man behøver ikke at lave stort.
Dette gælder både ved penetrativ sex, analsex eller lignende, da du potentielt udsætter urinrøret for fremmede bakterier.
Vi håber dette gav afklaring på dit spørgsmål!
Ellers er du velkommen til at kontakte os igen her, på chatten eller på tlf. nr. 70 20 22 66 på hverdage ml. 15-19.
Med venlig hilsen,
Sexlinien
XX29