Gravid på p-piller?

[Spørgsmål-ID 120052]
Pige/Kvinde på 22 år

Spørgsmål:

Jeg begyndte på P-piller samme dag , jeg tog fortrydelsepillen, er det så stadig muligt at være gravid? Men hvor lang tid vil man have spænding i bryst og oppustet mave ? hvor lang tid pletbløder man når man er på p-piller ?

Svar:

Hej. Tak for at uddybe informationen fra dit forrige spørgsmål.
 
Hvis du er begyndt på p-piller på din første blødningsdag, som er der man typisk starter, er det højst usandsynligt at du skulle blive gravid. Hvis man påbegynder p-piller på sin første blødningsdag, er man beskyttet fra første dag. Derfor var fortrydelsespillen ikke nødvendig og derfor er det ikke sandsynligt at du bliver gravid.

Hvis du har taget den type fortrydelsespille som hedder ”Ella One” skal du være opmærksom på, at det anbefales at bruge kondom i den kommende cyklus, altså de næste fire uger. Denne type fortrydelsespille kan nemlig påvirke p-pillernes virkning.

Spænding i brysterne og oppustet mave er almindeligt efter start på p-piller. Det kan være at du oplever det lidt kraftigere, fordi du også har taget en fortrydelsespille. Mange oplever at brystspændinger og oppustet mave aftager i løbet af de første par måneder. 

Hvis du synes at bekymringen om graviditet fylder for meget, kan du altid tage en graviditetstest for at få vished og ro i maven. Dine p-piller virker godt og hvis du tager dem rigtigt, er der meget lille sandsynlighed for, at du skulle blive uønsket gravid i fremtiden. 

Vi håber at dette var svar på dit spørgsmål. Du er altid velkommen til at skrive igen eller kontakte os på chat eller telefon alle hverdage fra 15.00-19.00 på nummeret 70 20 22 66.

Med venlig hilsen
Sexlinien

XX138