Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Sex med andre uden min kæreste ved det

Pige/Kvinde på _ år (119069)

Spørgsmål:

Jeg har en dejlig jævnaldrende kæreste jeg har været sammen med i seks år, som jeg holder virkelig meget af. Situationen er dog den at jeg sidste år blev fristet af en sugar-daddy, og troede at en enkelt nat med en lækker direktør i 40’erne blot skulle skaffe mig noget nyt lækkert dyrt tøj og en ny LV-taske som aftalen lød på, og så var det det - som en engangsforestilling. Men jeg fandt ud af at ældre mænd kan noget helt andet seksuelt end min kæreste. Nu er der ikke noget sugar-forhold over det længere, nu er det bare en besættelse af sex med ældre mænd, uden andre goder indblandet. Gennem det sidste år har jeg været sammen med fire forskellige mænd, og de er blevet ældre hver gang. Nu dater jeg en helt almindelig mand på 71! Det er bare noget helt andet end sex med min kæreste. Min kæreste er ung, og kan holde den kørende en hel nat, hvorimod min elsker gør sig sindssygt umage for at gøre det til en lækker oplevelse, som ovenud kompenserer for hans manglende udholdenhed. Jeg elsker min kæreste, og vi har det rigtig godt sammen på alle andre måder. Indtil sidste år var jeg også sikker på vi havde den dejligste sex. Men efter at have dyrket sex med de modne mænd, er det sex jeg får med min kæreste bare slet ikke tilstrækkelig nok længere. Jeg har så dårlig samvittighed over at jeg ser en anden, at jeg ofte tager direkte hjem og er sammen med ham for at han i det mindste er den sidste jeg har været sammen med. Det resulterede i at jeg for nyligt var ved at afsløre mig selv, hvilket fik mig til at indse at jeg nu er nødt til at gøre noget. Men jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal komme af med min besættelse for modne mænd. Jeg kan slet ikke forestille mig at undvære min kæreste, men ved også godt at det ikke kan fortsætte sådan her. Jeg håber I har nogle gode råd til hvordan jeg kan få denne uholdbare situation vendt?
 
*Spørgsmålet er forkortet af Sexlinien

Svar:

Hej og tak for dit spørgsmål, 

Vi har tilladt os at forkorte dit spørgsmål, men du får naturligvis stadigvæk et svar.

Det lyder til, at du står i en svær situation. Desværre er de råd, vi kan give dig heller ikke helt lette, men vi håber alligevel, at de kan være til hjælp for dig.
 
Vi mener, at du skal tage stilling til, om du vil fortælle din kæreste, at du har været ham utro. Det er vigtigt at være ærlig for, at et forhold kan fungere i det lange løb. Utroskab behøver ikke være enden på et forhold, hvis blot begge parter er villige til at arbejde om at genopbygge tilliden og se på hvilke uopfyldte behov eller uforløste ting, der lå til grund for utroskaben.

Har du overvejet, om det specifikt er alderen på de ældre mænd, som du tænder på? I så fald kan du overveje at afslutte dit nuværende forhold og finde en partner med en anden alder.

Dog bunder utroskab ofte i uopfyldte behov eller uforløste konflikter. Det kan også skyldes en ærlig fejltagelse efter for meget alkohol i byen, men ud fra det du beskriver, lyder det til, at du savner en særlig type af seksuelt samvær og opmærksomhed med din nuværende kæreste, som du oplever at få fra ældre mænd.
Hvis det er tilfældet for dig, så er vores råd, at du overvejer, hvad det præcist er, du får fra de ældre mænd, som du mangler fra din kæreste. Måske det er tryghed, omsorg, betænksomhed eller følelsen af at være vigtig? Eller noget helt andet? Hvis det er svært at finde frem til, kan det være en hjælp at tale med en god veninde eller en terapeut om det.

Derefter kan du vælge at fortælle de ting, som du mangler i forholdet til din kæreste. Hvis ikke du fortæller ham, hvad det er du savner i forholdet, kan han ikke gøre noget for at imødekomme dine behov, og så vil din situation nok forblive den samme. Derfor er det vigtigt, hvis du ønsker forandring.

Det kan være rigtig svært at tage sådanne samtaler, men de er samtidig vigtige, hvis man ønsker et åbent og ærligt forhold, hvor begge parter trives.

Vi håber, du fik svar på dit spørgsmål. Ellers er du velkommen til at kontakte Sexlinien igen på chat eller telefon 70 20 22 66 alle hverdage mellem 15 og 19. 

De bedste hilsner,

Sexlinien
XX141