Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Kærestes familie kan ikke lide mig og jeg kysser med en anden?

Pige/Kvinde på _ år (120289)

Spørgsmål:

Hej Lige nu har jeg en mega sød kæreste der forstår mig, jeg kan være mig selv, vi laver en masse sjove aktiviteter sammen og gør alt sammen. Vi har været sammen i 3 år. Jeg elsker ham af hele mit hjerte og ønsker ham alt det bedste. Jeg kan dog ikke holde hans familie ud. Føler mig ikke velkommen hjemme hos ham. Hans mor har disideret sagt til mig at hun ik bryder sig om mig. Og det gør mig ked af det. Har det ikke godt de dage jeg er hos ham. Jeg får feber, hovedpine og bliver utilpas. Der går kun 2 måneder før han bliver 18 og vi har planer om at flytte sammen. Håber det hjælper og at jeg måske ikke behøver se hans familie. Mit problem er at jeg er i gang med uddannelse og bor på skolehjem, hvor jeg har snakket med en dreng i 3 uger. I dennne uge har vi snakket meget. Og hver gang jeg kigger ham i øjnene har jeg lyst til at kysse ham. Vi har ligget og puttet og faldt i søvn hos ham den ene aften. Så har også sovet med ham. Vi endte med at kysse lidt. Og har det fantastisk når jeg ligger ved siden af ham. For helt sommerfugle i maven. Men når jeg ikke er sammen med ham for jeg mega ondt i maven og kvalme. Da jeg ved det er forkert, da jeg har en kæreste. Men ved ik hvad jeg skal gøre. Eller hvordan jeg skal håndtere mine følelser. Ønsker ikke at ødelægge noget i mit nuværende forhold, men kan heller ikke leve med den hemmelighed. Har det mega dårligt over det. Det skal lige siges at mig og ham på skolehjemmet kun har ligget sammen og kysset lidt. Intet andet. Tror måske også det er ensomheden på skolehjemmet der for mig til at søge hen til ham da jeg ik har andre venner på skolehjemmet. Men synes ik det okay af mig. Håber i forstår.

Svar:

Hej med dig!

Vi forstår godt, hvis du er lidt fortvivlet. Det lyder som om, at du egentlig har to spørgsmål – det ene handler om din kærestes familie, og det andet handler om en fyr fra skolehjemmet. Lad os prøve at besvare dem en ad gangen.

Familien:
Det kan være mega hårdt og slidsomt, når man ikke har det godt sammen med sin kærestes familie, især når ens kæreste stadig bor hjemme, så man kommer i familiens hus. Vi synes, at det lyder voldsomt, at hans mor har sagt, at hun ikke bryder sig om dig, og det lyder også voldsomt, at du reagerer fysisk på at være der.
Hvis du har mod på det, kan du prøve at konfrontere familien og spørge direkte, hvad problemet er. Det kan også være, at de allerede har snakket med din kæreste eller dig om det, så du måske allerede ved det? Man skal dog gøre sig det klart, at der er et skævt magtforhold, da de for det første er voksne mennesker, og for det andet er du i deres hjem. Derfor kan man ikke forvente af dig, at du skal kunne tage en sådan snak med familien, og selv hvis du gør, er det ikke sikkert, at det løser noget. Hans familie skal nemlig også være villige til at redde knuderne ud.

Det andet, vi vil understrege, er, at du ikke behøver at ændre adfærd for, at de skal kunne lide dig. Det kan man hurtigt komme til, men det er jo trods alt din kærestes beslutning, om han kan lide dig eller ej – ikke hans families.

Det efterlader dig med to muligheder: Hold så meget afstand til hans familie som muligt og se om du kan holde det ud, eller slå op med ham. Hvis du virkelig elsker ham af hele dit hjerte, så tænker vi, at det ville være ærgerligt at slå op med ham pga. hans familie – men det er kun dig selv, som kan tage en sådan beslutning. Det kan sagtens være, at det kan løse nogle ting, at han flytter sammen med dig. Det kan kun tiden vise. Men hans familie er jo den familie, han har, og de kommer med al sandsynlighed til at følge med ham resten af livet. Så på den ene eller anden måde, må man prøve at slutte fred med dem.

Skolehjems fyr:
Dit andet dilemma omhandler en fyr, som du er lidt vild med. Det er helt normalt, at man kan blive fascineret af andre mennesker, selvom man har en kæreste. Det behøver ikke at betyde, at du ikke kan lide din kæreste længere. Men som du selv skriver, så er det sjældent en god ide, at holde dumme hemmeligheder fra sin kæreste. Både for din kærestes skyld, men også fordi at du faktisk selv går og får det skidt over det. De fleste fascinationer forsvinder af sig selv igen, hvis man ikke giver dem lov til at vokse. Andre gange må man snakke med sin kæreste om det, fordi det fylder meget over lang tid – og så må man se om man kan finde en løsning sammen.

Du skriver også selv, at det muligvis kan skyldes ensomhed. Det er en utrolig sej refleksion, som du er kommet frem til! Tit skyldes fascinationer af andre og/eller utroskab nemlig problemer, man selv har i sit eget liv, eller problemer man har i sit parforhold – mere end det nødvendigvis handler om det menneske, som man møder. Og i din situation står du både over for noget ensomhed, der påvirker dig, plus et problem i dit parforhold i form af din kærestes familie. Du må mærke godt efter, om det kan være de ting, der skyldes dit crush på den her fyr, eller om det er en reel forelskelse, som du vil sætte dit nuværende forhold over styr for. Uanset hvad tænker vi, at det vil være en god ide, at arbejde med din ensomhed. For det er ikke sundt, at gå i længere tid og være ensom. Og romantiske relationer som indledes på baggrund af ensomhed er sjældent særlig konstruktive. Se derfor om du kan fokusere på at få nogle nye venner eller dyrke dine interesser.   

Viser det sig, at du er meget vild med ham fyren, så må du overveje at tage en snak med din kæreste om det. Måske kan I sammen finde en løsning, men i sidste ende kan du blive nødt til at vælge, hvem af dem du vil have en romantisk relation til. Det nytter hvert fald ikke noget, at gå og holde det hemmeligt. For din kæreste finder muligvis ud af det på et tidspunkt, og når det sker, så vil det være et kæmpe tillidsbrud for ham, og noget som kan komme til at påvirke ham negativt længe - og du kommer til at gå og have det skidt. Hvis du gerne vil din kæreste, så er ærlighed den eneste vej frem.

Vi håber meget, at du fik svar på dine spørgsmål. Hvis ikke, er du meget velkommen til at skrive herind på chatten eller ringe til os på telefon 70202266. Vi har åbent alle hverdage fra kl. 15-19.

Venlig hilsen,
Sexlinien XX131