Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Døjer sommetider med erektionen

Dreng/Mand på _ år (119641)

Spørgsmål:

Hej Jeg har været sammen med min kæreste i snart et år. Vores sexliv fungerer rigtig godt til tider, men engang imellem døjer jeg med at holde min erektion. Det sker typisk i forbindelse med langt forspil og frygt for at erektionen ikke vil holde. Lidt en ond cirkel. Det er utroligt frusterende og det går en del ud over mit humør, hvilket jeg ikke synes jeg kan være bekendt. Har skyldfølelse over at det påvirker mig så meget og det gør det bare sværere… Håber i kan hjælpe mig!

Svar:

Hej, og tusinde tak for dit spørgsmål!

Først og fremmest er det dejligt at høre, at jeres sexliv også fungerer rigtig godt. Ud fra hvad du beskriver, så lyder det simpelthen så normalt, at du i din frygt for at miste rejsningen, rent faktisk mister den - som du selv skriver kan det være en ond cirkel. Og det er ofte tankerne og psyken der kan forstyrre når unge mænd som dig oplever rejsningsproblemer fra tid til anden. 

Det lyder som om at du reagerer med dårligt humør, og så bliver endnu dårligere humør, fordi du ikke vil acceptere din egen reaktion. Vi tænker, det ville være en god idé at få talt med din kæreste om, hvad det kan gøre ved dig, når du får den frygt. For måske er det ikke så vigtigt at din pik er stiv gennem hele jeres seksuelle akt? Mange kvinder er heller ikke våde under hele akten, især ikke, hvis den varer noget tid. Vores kroppe har også bare sine begrænsninger, og det er okay. Måske kan din kæreste og dig aftale, at hvis du mister din rejsning, så er det ikke nogen big deal, og så kan i blot fortsætte med andre lækre seksuelle ting, end penetrationen. Selvom at pikken er slap, er den jo også stadig følsom, så måske kan din kæreste stadig kæle for dig, eller du kan kæle for din kæreste, eller I kan begge fokuserer på at tilfredsstille hinanden på andre dele af kroppen. Et nyt blik på sex, der ikke nødvendigvis er delt op i forspil og selve "samlejet", kan også lette lidt på nogle af de forventninger der kan være til at man skal kunne opretholde en erektion gennem lang tid. 

Sex er lidt lige som en dialog -sommetider kører den bare helt ubesværet, og andre gange skal der lige stoppes op, holdes en pause, gøres noget andet, og sommetider kan det føles lige så besværligt, eller anstrengende, som den akavede smalltalk, man sommetider kan have med en tidligere kollega, klassekammerat eller i elevatoren. Det er helt normalt, også i et forhold. Hvis din kæreste ikke helt forstår dig så godt, så kan det måske være en god idé at vedkommende læser lidt om præstationsangst, og hvad det kan gøre ved den der lider af det. 

Vi ønsker alt det bedste, og har du brug for det, kan du bare skrive ind igen. Vi har også en chat og telefonlinje, hvor du kan komme i direkte kontakt med en af os rådgivere. Vi har åbent på alle hverdage mellem kl. 15 og 19 på telefonnummer; 70 20 22 66.

Bedste hilsener Sexlinien
xx132