Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Jeg har ikke lyst til sex

Pige/Kvinde på _ år (120342)

Spørgsmål:

Hej Jeg er en 19 årig pige som virkelig ikke har meget seksuel erfaring, og jeg synes det er ret pinligt. Jeg føler heller ikke, at jeg rigtig har lyst til sex eller til at onanere. Jeg har altid synes at sex og alt relateret til det har været virkelig grænseoverskridende. Jeg tror, det er, fordi jeg i en tidlig alder opfattet sex som et tabu og som noget forbudt og forkert og noget som børn slet ikke måtte høre om, og jeg har altid haft meget fokus på ikke at gøre noget "forkert". Jeg kan dog huske før i tiden at have følt lyst, liderlighed og nysgerrighed på sex, men altid følt mig meget forkert over det, og prøvet at stoppe det så snart sådan nogle tanker eller følelser kom over mig. Jeg har så siden haft mange psykiske problemer som angst og anoreksi, hvilket gjorde at jeg lidt glemte at sex og seksualitet overhovedet var en ting, og jeg mistede min menstruation i 4 år. Den har jeg dog fået tilbage, men jeg har stadig ik rigtig lyst til sex. Jeg har det dog stadig rigtig svært ved mit udseende, og jeg er rigtig bange for at gøre noget forkert i en seksuel situation eller at blive til grin, hvilket virkelig skræmmer mig for at skulle gøre noget seksuelt med andre. Jeg føler bare heller ikke, at jeg har lyst eller at der er noget der kan give mig lyst eller kan tænde den følelse i mig, hvilket jeg godt kunne tænde før mine problemer. Nu er jeg rigtig bange for, at den aldrig kommer tilbage for jeg gider ikke være aseksuel. Tror I det kan fikses eller at jeg bare må føle mig udenfor resten af mit liv? Det er ret træls, fordi der har været drenge, som direkte har sagt at de godt vil lave ting med mig, men jeg føler bare at det er rigtig pinligt både pga det er MIG (den grimme lidt klamme pige) samt at jeg er mega virgin, så jeg afviser dem bare, og ellers så afviser de mig, når de opfanger det lol.

Svar:

Hej med dig

Tak for dit spørgsmål.

Seksualitet ændrer sig gennem ens liv, så at du ikke har lyst til at have sex lige nu, betyder ikke at du aldrig kommer til at have lyst til det. Du skriver, at du lige har været igennem et forløb med anoreksi og angst, og det kan have stor påvirkning på, hvorvidt der er plads til seksuelle lyster i din krop. Du skriver ikke, hvor lang tid siden det er, at du har mærket en forbedring ift. din mentale og fysiske tilstand, men selvom du nu har fået din menstruation tilbage, kan der gå noget tid, før de seksuelle lyster kommer frem igen. Hvis du får medicin for angst, kan det også have en påvirkning på det.  

Din seksualitet og krop har været gennem mange udfordringer. Du skriver også, at du fra en tidlig alder har opfattet seksualitet og sex som noget forkert og tabubelagt, og derefter er du blevet ældre og har været igennem et forløb med angst og anoreksi og lige nu sidder du med en følelse, hvor du er bange for at gøre noget forkert i en seksuel relation. Al dette kan have haft en påvirkning på din relation med din egen seksualitet. Din sexlyst og seksualitet vil aldrig forsvinde. Du vil altid være et seksuelt væsen, og lige nu har din seksualitet gemt sig et sted i dig og venter på at få lov til at komme ud. Det kræver tid og tålmodighed.  

Det er aldrig for sent at gå på opdagelse i sin egen seksualitet, og det er noget som man kommer til at gøre hele livet. Selv dem som har haft sex i mange år, kan opdage nye sider af sig selv. Så du vil aldrig være for gammel til at have sex for første gang. Det vigtigste er, at du føler dig klar, og lysten er der, når du seksuelt er sammen med nogen. 

Lige nu holder du dig tilbage fra al seksuel aktivitet. Er det bekymringen for, at du aldrig har haft en seksuel partner og ikke ved, hvordan du skal starte? Når du aldrig har udforsket den del af dig, kan det virke overvældende og udfordrende at komme i gang. Især når man hører andres erfaringer og oplevelser. Du kan altid starte med små skridt. Enten med dig selv eller sammen med en partner. Du kan starte med at give dig selv mere kærlighed. F.eks. rør ved forskellige dele af din krop og mærk, hvordan det føles. Er der nogle steder som føles mere rart end andre? Er der noget du bedre kan lide? Det er de små skridt som tæller. 

Hvis du udforsker det sammen med en partner, er det vigtigt, at du er sammen med en som du føler dig tryg ved og at du føler, at du kan være dig selv. I kan starte med at kramme, holde i hånden, putte og gør det som du føler dig tryg ved. Du behøver ikke at være seksuel på en særlig måde. Det vil sige, at kys, pik-i-skede-sex eller fingersex behøver ikke at være en del af din seksuelle oplevelse og særligt ikke til at starte med.  

Det er også altid en god ide at få hjælp fra en psykolog, terapeut eller sexolog for at få en bedre forståelse af din seksualitet og gå på opdagelse med hjælp og vejledning fra nogen som har en god forståelse for din situation.

Vi håber at det her svar hjalp. Du er velkommen til at kontakte vores rådgivning på chat eller telefon. Vi har åbent alle hverdage fra kl. 15-19.
Hilsen Sexlinien xx134