Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Jeg burde nyde det, men det føles ubehageligt

Pige/Kvinde på _ år (120100)

Spørgsmål:

Hej, jeg har igennem et par år været sammen med min kæreste. Han er min første seksuelle partner. Vi lever i et langdistanceforhold, så det er ikke så ofte, at vi har sex. Når vi så har oplever jeg, at det ikke er specielt rart. I stedet for at jeg burde nyde det, føles det mere underligt/ubehageligt. Det er ikke så ubehageligt at vi er nødt til at stoppe, men det giver mig mindre lyst til sex, fordi jeg ved det er knap så rart. Jeg føler ikke det er normalt, men det er heller ikke fordi jeg snakker med andre piger på min alder om det - så jeg ved det faktisk ikke. Er det unormalt nok til at man burde gå til lægen med det?

Svar:

Hej og tak for dit spørgsmål!



Hvor er det træls, at det ikke føles behageligt for dig at have sex! Sådan skal det jo ikke være. Vi har lidt svært ved at tolke, om du mener det mest er ubehageligt på en 'fysisk' måde, hvor det gør ondt eller føles forkert i underlivet, når I har sex - eller om det mere er underligt/ubehageligt på en 'psykisk' måde, hvor det ikke føles følelsesmæssigt rigtigt eller ikke giver dig den nydelse, du ønsker. De to ting er egentlig også umulige at adskille, for hvis det ikke føles rigtigt, når man har sex, kan det af forskellige årsager komme til at gøre ondt forneden, mens det, hvis man har smerter under sex, også kan hæmme ens lyst rigtig meget. Det ene udelukker altså ikke det andet, og vi vil prøve at skrive et svar, som forhåbentligt kan hjælpe dig lidt videre – uanset hvad problemets årsag er.
 
Det er ikke slet ikke unormalt, at man kan have smerter under sex – der er bestemt ikke noget galt med dig, fordi du oplever det. Nogle smerter har man brug for en læges hjælp til komme af med. Det kan for eksempel være, at man har svamp i skeden eller en bakteriel infektion, som kan gøre området i og omkring skeden meget følsomt og irriteret –  det kan give smerter, hvis en penis skal op i skeden. Hvis du oplever, at ingen af de andre ting, som vi kommer til at foreslå, virker, kan det være en god idé at tage til lægen for at blive tjekket for disse ting.
 
Der kan dog også være andre grunde til at du oplever det ubehag, som du beskriver i din besked. Hvis man oplever utryghed, manglende lyst – eller bare ikke er helt til stede – kan det let komme til at føles ubehageligt at have sex. Det er fordi, man kan komme til at spænde op i musklerne i underlivet, hvilket gør at man bliver mere ’stram’ forneden, og derfor er det sværere for pikken at komme ind. I den slags situationer, vil kroppen tit heller ikke danne lige så meget ’naturlig lubrikation,’ som er navnet for den væske, der produceres i skeden og gør at man bliver våd og et samleje kan foregå lettere og mere smooth. Begge disse ting kan gøre, at det slet ikke er rart at have sex.
 
Så hvis ubehaget stammer fra, at du ikke altid føler dig helt til rette, når i skal have sex, er det vigtigt, at du og din kæreste får talt sammen om problemet. Det er vigtigt, at man føler sig tryg, tændt og behageligt tilpas, når man har sex - og det kan være meget svært at få det på den måde, hvis man ikke taler med sin sexpartner om, hvis der er nogle problemer. Du skriver, at ubehaget giver dig mindre lyst til sex. Det synes vi lyder som en helt naturlig reaktion, og det kan være, at den bliver selvforstærkende. Altså sådan, at du får mindre lyst til sex, fordi det gør ondt – men at det faktisk også gør ondt, fordi du ikke altid har lyst. Du skriver, at I er i et langdistanceforhold og derfor ikke ser hinanden og har sex så ofte. Det kan være, at du måske ikke altid har så meget lyst til sex, når I ses? Vi vil ikke gøre for mange antagelser om, hvordan jeres sexliv er, men vi kan forestille os, at der måske kan være et vist forventningspres om, at I skal have sex, når i ’endelig’ ses - at der kan opstå en forventning om, at man 'burde' nyde det, selvom det ikke føles rart. Det kan gøre, at det er lidt sværere at sige fra, hvis man ikke har lyst til at have sex. Derfor vil det være godt at få talt om de her ting, så du og din kæreste bedre kan lære hinandens lyst og grænser at kende. Måske kan din lyst få lidt mere plads, hvis du ved at det er helt ok, hvis I ikke har sex. Så kan det få lov at ske på en måde som føles mere fri og naturlig – det vil måske kunne gøre, at du kan slappe mere af og bliver mere våd, og det kan måske fjerne ubehaget
 
Vi ved ikke, om det er ved al slags sex, hvor du oplever ubehag, eller om det kun er ved penetrationssex (altså sex, hvor pikken kommer op i skeden). Men for mange kan det være en hjælp at prøve at fokusere på nogle andre former for sex. Det vil altså sige sex, hvor man giver hinanden nydelse med munden, fingrene og hænderne. Måske vil det føles mindre ubehageligt, hvis din kærestes pik ikke kommer op i dig, men I i stedet bare går stille, roligt og nysgerrigt på opdagelse I, hvad I synes føles rart at gøre for hinanden.

Vi vil også råde dig til måske at involvere dine venner eller veninder i, hvad du føler. Man kan let komme til at føle sig forkert eller unormal, hvis man går med tingene selv. Dine venner eller veninder kan nok ikke løse dine problemer for dig, men måske har de selvoplevet noget lignende. Så har de måske nogle gode tips, de kan dele - og selv hvis de ikke har oplevet det samme som du, kan det stadig være rigtig rart at dele, så man ikke skal bære på bekymringerne sev. Der er som sagt intet som helst ualmindeligt ved de ting, du beskriver. Der er mange som oplever meget lignende ting.

Hvis du ikke oplever, at nogle af tingene hjælper, kan det sagtens være relevant at tage til lægen og få hjælp. Men prøv dog lige de andre ting først, for det kan tit løses på den måde.


Vi håber at det har været svar på dit spørgsmål! Du er selvfølgelig også velkommen til at skrive til os på chat eller tinge på 70 20 22 66 alle hverdage mellem 15 og 19, hvis du gerne vil have lidt nærmere rådgivning.

Med venlig hilsen
Sexlinien, xx140