Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet
(119574)

Jeg har ingen følelse i penis

Spørgsmål:

Kære Sexlinien. Jeg er en ung mand på 19, som i et stykke tid ikke har kunne mærke noget når jeg onanere (når jeg trækker mit forhud op og ned) Ville dette skyldes at jeg måske har gjort det for meget, og/eller holdt for hårdt? Kan sagtens mærke orgasmen, men som sagt ingen følelse når jeg trækker mit forhud op og ned. Normalt plejede jeg også at kunne mærke blodtilførslen når den blev stiv, men kan ikke nu (kan dog stadig få den op) Har i nogle idéer til hvad det kunne være og hvordan jeg løser det? :)

Svar:


Hej og tak for dit spørgsmål!


Det lyder ikke spor rart, at du har mistet følelsen i penis. En sådan følelsløshed kan skyldes mange ting. Vi kan ikke, ud fra det du har skrevet, sige præcis hvad det skyldes hos dig, men vi vil skrive nogle af de grunde der kunne være - måske kan det hjælpe dig på vej med at finde ud af, hvad følelsesløsheden skyldes og på den måde forhåbenligt få følelsen tilbage igen.

Det kan være en bivirkning ved nogle former for medicin, at det kan mindske følelsen forskellige steder på kroppen, herunder penis. Er du startet på noget ny medicin for nyligt? Hvis du er, vil vi råde dig til at tale med lægen om problemet for at få afklaret, om følelsesløsheden kan skyldes medicinen. Hvis lægen mener, at der kan være en sammenhæng, kan hun/han muligvis finde en anden type medicin, som ikke har samme bivirkning.

Personer med diabetes (sukkersyge) vil også i nogle tilfælde opleve tab af følelse i underlivet. På grund af din alder, vurderer vi ikke at diabetes er så sandsynligt for dig, men vi nævner det alligevel, blot så du kan have det med i dine overvejelser og evt. snakke om det med din læge. Hvis du ved du har diabetes, kan det altså godt være en forklaring.

Du spørger også, om følelsesløsheden kan skyldes, at du har onaneret for meget eller for hårdt. Hvis man onanerer mange gange om dagen og klemmer rigtig hårdt, kan det egentlig godt påvirke følelsen i penis, da man kan komme til at gøre lidt skade på den ved at holde rigtig hårdt fast. Men hvis du onanerer på en måde hvor det ikke gør ondt eller på anden måde føles ubehageligt, skulle det ikke være noget problem. Følelsesløshed kan dog godt have noget at gøre med, hvor meget og hvornår man onanerer: Nogle mennesker kan godt lide at onanere inden de går i seng eller når de kommer hjem fra skole - sådan lidt 'af vane'. Der er slet ikke noget galt med at onanere på den måde - det kan være et rigtig dejligt lille ritual, som hjælper en med at slappe af og finde ro. Men det kan dog også gøre, at man nogle gange onanerer uden egentlig at være særlig tændt. Vi ved ikke om det er sådan det er for dig, men du kan prøve at overveje det. Hvis man onanerer uden at være særlig opstemt, kan det nemlig godt gøre sådan, at man ikke rigtig mærker så meget for neden mens man gør det. Følelsen for neden er rigtig tæt forbundet med, hvad der sker oppe i hovedet på én, og hvis man af den ene eller anden grund er lidt fraværende i hovedet, kan det godt gøre, så man mærker mindre i penis. Der er altså ikke i sig selv noget galt med at onanere meget, men du kan prøve at eksperimentere lidt med det og for eksempel holde et par dages pause og se, om følelsen vender tilbage.

I forhold til det her med forbindelsen mellem det mentale og det fysiske, er det også er vigtigt at huske på, at følelsen i penis generelt er forbundet med ens lyst, og at ens lyst også er forbundet med, hvordan man går og har det generelt. Hvis man er stresset, ked af det eller på anden mådet optaget af stærke følelser og tanker, kan det også sagtens spille ind i, hvordan det føles at onanere. Hvis din følelseløshed skyldes noget mentalt på denne måde, er der ikke lige noget 'quick fix,' men måske kan det være en hjælp, hvis du prøver at tænke på det seksuelle og det mentale sammen. Hvis man er stresset kan man jo ikke bare trylle stresset væk, men det kan måske give lidt ro i maven at tænke på, at det er almindeligt, at stress og lignende tilstande mærkes i kroppen - også i underlivet. I forhold til dette kan det være en hjælp at tale med nogen, som du er tryg ved, om problemet. Det kan være en stor hjælp, hvis man er stresset og ked af det, at søge støtte hos sine nærmeste.

Der kan altså både være nogle rent fysiske grunde til, at du ikke mærker noget på penis når du onanerer - hvis det er en af de fysiske grunde, som er årsag til dit problem, har du brug for en læges hjælp til at få det løst. Derfor vil vi rådgive dig til at bestille en tid hos din egen læge for at tale med hende/ham om det. Men vi har også peget på, at problemet muligvis kan have rod i onanivaner og i, hvordan du generelt har det. De ting kan du prøve at arbejde med på egen hånd ved måske at holde lidt pause fra at onanere og se om noget ændrer sig.

Vi håber at dette svar kan hjælpe lidt på din situation. Da dit problem kan have mange årsager, har vi ikke kunne sige præcis, hvad årsagen er. Hvis du godt kunne tænke dig nærmere rådgivning, ville det være godt hvis du skrev til os på chat eller ringede på 70 20 22 66 alle hverdage mellem 15 og 19.


Med venlig hilsen,
Sexlinien, xx140
Dreng/Mand på _ år