Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Han har et problem med at få pikken til at forblive stiv, og derfor tør han ikke lægge op til sex

Pige/Kvinde på _ år (119319)

Spørgsmål:

Kære sexlinie

Jeg har været sammen med min partner i et helt år, og vi har stadig ikke haft sex. Det er som om han undgår selve handlingen, dvs. han lægger ikke op til penetreringssex. Jeg har aldrig haft samleje før, og er derfor stadig jomfru og dermed er det ikke nemt for ham at "komme ind". Problemet er at jeg mistænker at han har et problem med at få pikken til at forblive stiv, og derfor tør han ikke lægge op til sex. Hans pik bliver hurtigt slap når han fx får et handjob. Jeg har spurgt ham om han har et problem, men han taler udenom, og det som om han ikke vil indrømme det. Har googlet mig frem til at det kan være "Impotens". 1: Hvordan tager jeg snakken med ham omkring hans problem? 2: Er der behandling hvis det viser sig at han er syg? Kan man have et forholdsvist normalt sexliv, hvis han kan få behandling af en art? Hilsen en uerfaren og forvirret kvinde

Svar:

Hej og mange tak for dit spørgsmål!

Problemer med potensen kan være svært at snakke om, da der desværre ofte er en masse skam forbundet med emnet, og det kan være derfor, din kæreste har en tendens til at tale udenom.
Du spørger hvordan du kan snakke bedst med ham om det, og vi ville anbefale dig ikke at udspørge ham om han har et problem, da det kan være med til at placere problemet på hans skuldre. Du nævner kun penetreringssex, men vi bliver nysgerrige på, hvordan det mon er når han onanerer? Hvis hans rejsningsproblemer primært knytter sig til penetreringssex, så kan det være i skal udforske andre måder at være sammen på seksuelt for at fjerne presset fra jer begge to. I kan eksempelvis ligge sammen og røre ved hinanden, kysse på hinanden, slikke, sutte og kærtegne, uden at målet skal være, at din kæreste får rejsning.

Fysiske ting der kan give rejsningsproblemer er eksempelvis være hjertekarsygdomme, forhøjet blodtryk, åreforsnævring, diabetes (sukkersyge) og blodprop i hjernen. Hvis din kæreste er ryger, så kan det desuden forøge risikoen for impotens. Derudover kan nogle slags medicin samt alkohol påvirke evnen til rejsning, fx kan unge mænd, der har drukket meget alkohol opleve at de ikke kan få rejsning, mens de er meget påvirkede af alkoholen.
Nu nævner du ikke hvor gammel din kæreste er, men risikoen for impotens stiger med mandens alder, så jo ældre en mand er, jo højere risiko er der for impotens.
Uanset hvad så ville det være en god ide for din kæreste at snakke med sin læge, da rejsningsproblemer kan være tegn på sygdom. Problemer med impotens kan nemlig ofte afhjælpes enten ved medicinsk behandling, sexologisk rådgivning, hjælpemidler eller ved kirurgisk behandling.

Du skriver også, at du er jomfru, og det derfor er svært for din kæreste ”at komme ind”. Du skriver ikke uddybende hvad det kan skyldes, men vi tænker, at besvær med at ”få noget ind” som du skriver, kan lægge et yderligere pres på jer begge to. Endnu engang vil vi anbefale at i prøver jer frem med andre måder at kærtegne hinanden på og have sex på andre måder. Vi vil rigtig gerne snakke mere med dig om jeres problematik, da det er begrænset hvor dybdegående vi kan være her på brevkassen. Både du og din kæreste er meget velkomne til at kontakte os enten via vores chat eller pr. telefon på 70 20 22 66. Begge dele har åbent alle hverdage ml. 15-19.

Venlig hilsen
Sexlinien
xx10