Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Smerter ved sex efter CAIS operation

Pige/Kvinde på _ år (119254)

Spørgsmål:

Hej jeg er 21 år og min kæreste er 23 år, vi har været sammen i 3 år nu. Lidt baggrundsviden. over 1 år siden fandt jeg ud af at jeg har en sygdom som hedder CAIS. Jeg fik aldrig min mens og jeg fik det konstateret. Pga. den sygdom er der udviklet sig 2 testikler i min lyske, jeg blev opereret i februar for at få dem ud da de i fremtiden kan danne sig til kræft. Her på det seneste har været været smertefuldt når min kæreste penetrere min skede. Det har været ubehageligt og ikke rart. Det skal lige siges at pga den sygdom er min skede ret kort. Jeg forstår ikke rigtig hvad problemet er, det er ikke første gang vi har haft samleje. Håber i kan komme med nogle ideer på hvad problemet kunne være. Jeg har en slags kontakt læge på rigs som har været en del af min proces.

Svar:

Hej med dig!
 
Mange tak for dit spørgsmål! Det lyder ubehageligt, at det gør ondt, når I har penetrationssex. Det er ikke meningen, at sex skal gøre ondt, så det er godt, at du skriver herind. Det lyder til, at du har været en masse forandringer igennem det sidste år – og det helt naturligt, hvis det påvirker ens sexliv. Et godt sted at starte er, at snakke med din kæreste om det. Så kan I meget bedre finde ud af sammen, hvordan I kan have sex, uden at det gør ondt. Der findes en masse måder at have sex på, som ikke indebærer penetration af skeden. Det kunne måske være en ide, at I udforskede det noget mere sammen? Det kan også være en rigtig god hjælp at onanere. På den måde kan man lære sin krop at kende og finde ud af, hvad der føltes rart. I kan også onanere sammen.

Noget der godt kan få sex til at gøre ondt er, hvis der er for tørt. Derfor kan det måske også hjælpe dig, at bruge glidecreme? Der er en masse faktorer, som spiller ind og afgøre i hvilket omfang, man bliver våd. Hvis man ikke er våd betyder det derfor slet ikke, at man ikke er seksuelt opstemt eller ikke har lyst til sex – og omvendt. Det kan også gøre ondt, hvis penis rammer bunden af skeden – hvilket måske er særligt relevant, hvis man har en kortere skede. En måde at håndtere det kan være, at sætte en pikring om penisroden som en slags stopklods, så den ikke trænger lige så dybt. Man kan også starte med, at holde en hånd knyttet om penisroden, som på den måde også kan virke som en stopklods. Til sidst får vi også lyst til at sige, at vores psyke påvirker vores sexliv meget. Hvis man har oplevet, at det har gjort ondt, kan man derfor godt blive lidt bange og nervøs ved tanken, og det kan være med til, at man spænder op og at det dermed gør endnu mere ondt. At flytte fokus lidt væk fra penetration, er derfor også noget, som potentielt vil kunne lette presset lidt, og måske gøre det lette at slappe af. Vi ved ikke, om operationen kan have haft betydning for følsomheden i og omkring kønsorganerne fx hvis der er dannet arvæv. Men hvis I oplever, at det fortsat er et problem, så kan det være en rigtig god ide, at tale med lægen på Rigshospitalet om det.

Vi håber, at du fik svar på dine spørgsmål. Du er meget velkommen til at skrive herind igen eller ringe til os på tlf. 70202266. Vi har åbent alle hverdage fra kl. 15-19.

Med venlig hilsen
Sexlinien XX131