Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Er det et overgreb?

Pige/Kvinde på _ år (119692)

Spørgsmål:

Er det overgreb/voldtægt? Jeg var for et par år siden til en fest hvor en fyr jeg datede også var der, jeg blev så stiv at jeg næsten ingenting husker, vi ender inde i min seng da vi tidligere på aften havde aftalt at han skulle sove der, men det ender så ud i at han gerne ville have sex analt og jeg siger flere gange til ham at jeg ikke har lyst, men er ikke i en tilstand til at “sige fra” så det ender ud i at han gør det alligvel og jeg intet kunne gøre, jeg lå der bare. Selvom det er et par år siden tænker jeg stadig på det og husker det tydeligt da det har været en meget ubehagelig oplevelse, men er stadig i tvivl om det har været et overgreb/voldtægt, da jeg jo ikke gjorde modstand da han gik igang

Svar:

Hej med dig
Det er rigtig godt og modigt, at du skriver herind om din oplevelse. Selvom det kan være svært, er det vigtigt at tale ud om den her slags oplevelser.

Du siger at du er i tvivl om hvorvidt oplevelsen kan defineres som et overgreb/voldtægt, da du ikke kunne sige fra i situationen. Om det er et overgreb afhænger dog ikke af hvorvidt en af parterne siger fra, men om der er samtykke fra begge parter. Ud fra hvad du skriver, var der ikke samtykke fra din side og du gav endda flere gange udtryk for at du ikke havde lyst. Vi ville kalde en sådan oplevelse for et seksuelt overgreb.
Hvis du er i en proces hvor du er i gang med at definere oplevelsen, kan det være rigtig hårdt at få at vide at det har været et overgreb. Husk på, at oplevelsen er din, og at det altid kun vil være dig der bestemmer, hvilke ord, du har lyst til at bruge om den. Men for at svare på dit spørgsmål, så ville vi som sagt definere det som et seksuelt overgreb.
Når du stadig tænker på oplevelsen, kunne det måske også hjælpe dig at få den bearbejdet, ved at tale med nogen du stoler på om det. Det kan være en rigtig god ven eller noget familie. Du har også mulighed for at tage kontakt til rådgivningslinien hos organisationerne Voldtægstofres Vilkår, Spor, eller det center for voldtægtsofre, som ligger i din region.

Vi håber på at dette kunne give svar på dit spørgsmål og at det måske kunne hjælpe til lidt mere afklaring. Du er altid velkommen til at skrive på chat eller ringe til os på 70 20 22 66 alle hverdage mellem 15 og 19.
Bedste hilsner
xx18