Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Har jeg HSV-2/herpes?

Pige/Kvinde på _ år (119490)

Spørgsmål:

Hvad gør jeg når jeg potentielt har HSV-2 bedre kende som herpes genitialis. Jeg har nu fået af vide at jeg har smittet to. Jeg har aldrig selv haft nogle udbrud eller fået konstateret sygdommen. Min læge vil ikke teste mig fordi jeg ikke har symptomer, og de derfor ikke kan påvise noget. Er det muligt at smitte uden udbrud og symptomer? Og skal jeg forevigt nu have beskyttet sex, selv med en kommende fast partner? Hjælp. Fortvivlet, flov og forvirret.

Svar:

Hej med dig!
 
Herpes kan til tider være lidt svært at finde hoved og hale i, så det er virkelig sejt og godt, at du skriver herind! Vi bliver nysgerrige på, hvordan de to du har været sammen med kan vide, at det er dig, som har smittet dem? HSV-2 smitter nemlig oftest, når der er synlige udbrud. Når der ikke er udbrud smitter herpes som udgangspunkt ikke – dog kan virus sporadisk være aktivt på huden, uden at man har symptomer, og derfor ses der ind imellem smitte selvom man ikke har udbrud. Det kan være svært at vide, hvem og hvornår man er blevet smittet med herpes. Selvom de fleste får deres primære udbrud 1-2 uger efter smitte, så kan der nemlig sagtens gå meget længere tid, hvis man overhovedet får et udbrud. Nogen kan være smittede uden nogensinde at få udbrud, mens andre er mere plagede af hyppige og voldsomme udbrud.
 
Det estimeres, at mere end 1/5 af alle voksne danskere har HSV-2 (og 80% HSV-1). Kondom beskytter desværre ringe mod herpes, da virus kan være aktivt steder på kroppen, hvor kondomet ikke dækker. Derfor frarådes det, at man har sex, mens man har herpesudbrud. Når herpes er så udbredt, og kondomer giver ringe beskyttelse, så er herpes næsten umuligt at helgardere sig imod, og altså blot en del af det at være voksen og have et aktivt sexliv. Det er heldigvis en sygdom, som ikke er farlig, men blot generer, når man har udbrud. Derfor må man også godt have ubeskyttet sex, når man ikke har udbrud.

Vi kan berolige dig med, at der er massere mennesker, som er i faste forhold, hvor kun den ene har aktive herpesudbrud, og dermed er ”den der er smittet” med herpes. Selv hvis man regelmæssigt har herpesudbrud, behøver man faktisk ikke fortælle en potentiel partner, at man er smittet – heller ikke selvom man beslutter, at have ubeskyttet sex. Det skyldes både den lave risiko for smitte, når der ikke er udbrud, at herpes ikke er en farlig sygdom samt den høje incidens af smittede i Danmark. Får man en fast partner eller en kæreste, så kan man overveje at fortælle det til dem, men det er altid op til den smittede, hvem de vil sige det til hvornår.
 
Hvis du meget gerne vil have svar på, hvorvidt du er smittet med HSV-2, så kan du godt få taget en blodprøve hos lægen. Det er blot ikke standard procedure, da sygdommen jo ikke er farlig, ikke kræver behandling hvis man ikke har udbrud samt ikke ændrer den måde hvorpå man har sex fremadrettet. Derfor kan man spørge sig selv, hvad man vil bruge et evt. positiv blodprøvesvar til.

Vi håber, at det var svar på dit spørgsmål. Ellers er du velkommen til at skrive herind igen på chatten eller ringe til os på tlf. 70202266. Vi har åbent alle hverdage fra fra kl. 15-19.

Venlig hilsen
Sexlinien XX131