Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Tænker på en anden imens jeg er sammen med min kæreste

Pige/Kvinde på _ år (120178)

Spørgsmål:

Jeg kan ikke komme mig over min ekskæreste og jeg har ingen at snakke med det om. Lidt baggrundshistorie: Min ex og jeg var sammen i 3 næsten 4 år inden vi slog op. Det er nu et år siden og jeg mødtes allerede med en dreng cirka en måned efter min kæreste og jeg slog op. Det var første gang at jeg var alene i 3 år så følelsen var helt ukendt for mig og jeg følte jeg havde brug for en anden. Vi endte med at blive kæreste rigtig tidligt og har nu været sammen i næsten et år. Han er flyttet ind hos min familie og jeg og mine forældre + søskende forguder ham. Jeg elsker ham også men jeg kan ikke stoppe med at tænke på min ex. Jeg får drømme om ham og jeg tænker næsten dagligt på ham. Ikke nødvendigvis at jeg vil have ham tilbage, men at jeg savner ham som person. Vi endte tingene på en ikke så god måde og jeg er sikker på at vi ville kunne have snakket os ud af det. Jeg får så voldsomt meget skyldfølelse når jeg tænker på ham, men jeg har virkelig prøvet alt. Jeg vil gerne snakke med min kæreste om det, men er bange for hvordan det ender. Min kæreste og jeg går i klasse sammen så er også bange for hvordan det skulle gå hvis vi slog op. Jeg har det så dårligt med det og kan ikke snakke med andre da jeg ikke føler de ville kunne forstå. Min ex og jeg går på samme gymnasie men han er 3.g’ere og slutter til sommer og jeg er på en eller anden måde bekymret for at jeg aldrig ser ham igen. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Det er på ingen måde fair at tænke på en anden imens jeg er sammen med min kæreste og det ved jeg. Jeg er så knust.

Svar:

Hej med dig
- Og mange tak for dit spørgsmål! 

Jamen det lyder heller ikke nemt at slå ham ud af hovedet, når han stadig er en del af det daglige liv på gymnasiet. Og det er faktisk ikke noget du selv har fuld kontrol over. For vores hjerner er kanon gode til at huske ting i sammenhænge. Det vil sige at dit gymnasie, og dem du omgåes med minder dig om din ex, fordi stedet og personerne også var en del af det dengang med ham. Og hvis ikke hjernen får besked på at den skal lave noget andet, så husker den det igen og igen. Og især med forelskelser, kan man blive overrasket over, at det stadig kan give et sus i maven eller man bliver varm og blød lige så snart man ser sin ex, selvom det er 10 år siden sidst. 
Det er der slet ikke noget mærkeligt i. Og du behøver ikke føle dig skyldig over, at han popper op i dine tanker. Men når han gør, så må du gerne aktivt tage stilling til om du vil give din hjerne noget andet at lave, eller om den må have lov at tænke på din ex så tosset den vil. 
Du kan f.eks. begynde at læse i en bog eller høre en podcast eller snakke med nogen, når det sker. Fordi hvis jeg siger "du må ikke tænke på en lyserød elefant", så tænker du på det. Hvis jeg istedet siger "du må tænke på lige hvad du vil, også lyserøde elefanter", så kan du nemmere bare hoppe fra det ene til det andet. Og når der så er et eller andet i din hverdag, der minder dig om din ex, så behøver det ikke bremse alt det andet der foregår i dit liv. Det er bare én ud af en milliard andre ting du kunne tænke på, og det går over igen om lidt. Accepter at din hjerne bare minder dig om, at den kan huske forholdet og forestiller sig ting ud fra det, ligesom den gør med alt muligt andet. Det er bare det en hjerne nu engang gør. Og så har den i perioder noget den er mega optaget af, og så skifter det senere hen. 
- Og med hensyn til dig og din kæreste. Det ikke første gang i verdenshistorien at to personer i samme klasse er blevet kærester. Dét sker, og nogle gange slår de op. Sådan er det med kærlighed. Vi bestemmer ikke altid lige selv, hvor, hvornår og med hvem. Så det kan altså sagtens lade sig gøre at gå i klasse sammen, selvom man ikke er kærester længere, også selvom det ikke altid er super fedt. Der var jo en grund til at man slog op. Hvis du gerne vil ud af forholdet igen, så skal det i hvert fald ikke holde dig tilbage at I går i samme klasse. Der er fordele og ulemper ved alle kæresterelationer. 
 
Vi håber at svaret kan hjælpe dig. Du er velkommen til at kontakte vores rådgivning på chat eller telefon. 
Vi har åbent alle hverdage fra kl. 15-19.
Hilsen Sexlinien XX109