Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Sex som lektie

Pige/Kvinde på _ år (119904)

Spørgsmål:

Hej Sexlinien. Jeg er en pige på 21 år, som ønsker at få et naturligt forhold til sex tilbage. Da jeg var 16 år kom jeg sammen med en kæreste og vi forblev kærester de efterfølgende tre år. Vores forhold var godt, og lysten til sex var gensidig i begyndelsen. I så ung en alder, gik sex måske lidt ud på at en af os nåede et klimaks. Problemet var bare at han altid skulle bruge 30-40 minutter på at opnå det klimaks. Jeg havde en travl hverdag og havde ikke altid tid til det, selv om jeg prøvede. Det endte ud i at jeg begyndte at se på sex som en form for opgave der skulle overståes. Derfor begyndte jeg også i slutningen at få meget skyldfølelse over aldrig at have lyst længere. Jeg ved godt at det ikke burde være en skyldfølelse og jeg har været sammen med mange fyre efterfølgende. Vi prøvede også i vores forhold at gøre det mere naturligt hvor det ikke handlede om klimaks altid. Eller hvor det ikke nødvændigvis var penetrationssex. Men det hjalp aldrig på at jeg bliver ved med at se det som en opgave. Den dag i dag ser jeg stadig sex som en form for “lektier” man skal have overstået. I takten op til, er der intet problem, men så snart vi går i gang sidder den følelse stadig fast i mig og derfor nyder jeg det aldrig 100%. Mit spørgmsål til jer er om i har nogen ideer til hvordan jeg skal ryste den følelse af mig? Gør jeg det, for eksempel selv, er følelsen der ikke. Så det har nok noget at gøre med at der på en eller anden måde er vokset en usikkerhed inden i mig, hvor det handler så meget om at det skal overståes, i stedet for at nyde det i øjebliket. Håber I kan hjælpe :)

Svar:

Hej med dig!
Det lyder som om du har gjort dig mange tanker om den situation, du står i. Som du skriver, kan det godt være svært, når sex kommer til at handle meget om klimaks. Det kan nemlig nogle gange tage fokus væk fra at være tilstede i øjeblikket, og hvad man har lyst til her og nu. Det er altid helt okay, at have lyst til at stoppe med samlejet eller at skifte til en anden type sex, fx med hånd eller mund, hvis det bliver for meget. Også selvom den anden ikke er kommet endnu.

Du skriver også, at I prøvede, at gøre nogle andre ting, hvor I fjernede fokus fra klimaks/penetrationssex. Det lyder rigtig godt. Samtidig kan det godt sætte sig lidt i kroppen, hvis man først har fået en bestemt følelse, man forbinder med sex. Nogle gange kan det tage lidt tid, at ændre den følelse igen. Det lyder som om, at det måske har været lidt ubehageligt, at gå med skyldfølelsen og at du følte, du skulle udføre en bestemt opgave, selvom du ikke havde så meget lyst?

Når du skriver, at der i optakten til sex ikke er et problem, kunne det måske være et godt sted at starte. Du kunne overveje, at aftale med den anden part, at I prøver bare at holde det til kys og kram til at starte med? Eller til at have sex uden penetration? Det er helt okay, at have lyst til intimitet, nærvær og seksuelle ting, uden at have lyst til fx penetrerende sex. Selvom det kan virke sådan, behøver man ikke gøre tingene i en bestemt rækkefølge eller at gøre noget bestemt overhovedet. Nogle gange kan det hjælpe, at snakke lidt med den man gerne vil være intim med om, hvordan man har det med det. Hvis man åbner sig omkring sine egne usikkerheder, kan den anden nemmere hjælpe med at skabe et trygt rum. Det kan også hjælpe den anden til at fortælle om ting, som de måske selv er usikre omkring.

Det er dejligt at høre, at det ikke fylder i det seksuelle rum, du har med dig selv. Måske er der nogen af de ting, du gør der, som du kan tage med dig, når du skal have sex med en anden? For nogle, kan det også være sjovt, at onanere sammen/ved siden af hinanden?

Vi håber du fik svar på dit spørgsmål. Hvis du har brug for at tale videre, er du velkommen til at ringe herind på hverdage mellem 15-19 på 70 20 22 66.
 
De bedste hilsner,
Sexlinien XX11