Svar:
Hej, og tusind tak for dit spørgsmål.
Jeg er rigtig glad for, at du har skrevet til os. Jeg ved, hvor svært det kan være at række ud, når man har oplevet noget, som dét du beskriver. Så tak for at du deler din historie med os.
Jeg vil starte med at sige, at det lyder som en rigtig ubehagelig oplevelse, du har haft. Det lyder meget grænseoverskridende, og jeg er ked af at høre, at du har oplevet det.
Den slags oplevelser er altid svære at forholde sig til, men det er rigtig svært, når det sker med en man holder af, som du fortæller, at du gør med din ven. Det kan være svært at finde hoved og hale i, hvad der er sket. Og det kan være forbundet med svære følelser og bekymringer, i forhold til den relation man har, til den person der har overskredet ens grænser.
Hvilke ord du bruger, om det der er sket, er fuldstændig op til dig. Hvis du ikke føler, at det er et overgreb du har været udsat for, så er det dét, der er sandt lige nu. Men du skal vide, at det ikke betyder, at du ikke kan skifte mening. Det er sådan med grænseoverskridelser, at der godt nogle gange kan gå lidt tid, før man rigtig kan mærke, hvordan man egentlig har det med det, der er sket, og rigtig forstår, hvad det var man oplevede. Det er din krop og din historie, og derfor også dig som ved, hvad der føles rigtigt for dig.
Du skal vide, at der er mange som kan være i tvivl om, hvorvidt det de har oplevet kan kaldes et overgreb eller en voldtægt. Der er mange, som forbinder det med noget meget voldsomt, som det de har set på film, og som derfor ikke tænker, at det kan være et overgreb eller en voldtægt, hvis det er sket med en man kender, og faktisk godt kan lide. Det er dog sådan, at mere end 70% af voldtægter sker, mellem to der kender hinanden på en eller anden måde.
Selvom det kan være svært at høre, så har jeg brug for at fortælle dig, at dét du beskriver måske godt kan kaldes et seksuelt overgreb eller en voldtægt. Ifølge dansk lovgivning er dét at have sex med en person uden deres
samtykke en
voldtægt. Det betyder, at man ikke må have sex med nogen, der ikke er ordentligt til stede eller i stand til at sige fra. Man har ansvar for at sikre sig, at den man har sex med, også har lyst til det. Det ændrer ikke på, at det er dig, som ved, hvad du har oplevet. Jeg fortæller dig det for, at du ved, hvordan man ser på seksuelle overgreb, og derfor også, hvad dine muligheder er, hvis du en dag får brug for hjælp til at bearbejde eller anmelde, det der er sket.
Uanset hvad, så er jeg ked af at høre, at du går alene med de her tanker. Det er vigtigt at tale med nogen, når man har oplevet noget grænseoverskridende. Også når man ikke er helt sikker på, hvad det lige er, der er sket. Måske dette brevkassespørgsmål kan være første skridt på vejen til at dele det med én du kender? En forælder, en god ven eller en søskende måske?
Der findes også en masse steder, man kan få støtte og rådgivning.
Hos foreningen
voldtægtsofres vilkår kan man skrive og bede om råd, men der er også en samtalecafe den sidste onsdag i hver måned, hvor man kan dukke uanmeldt op, og tale med andre der har haft lignende oplevelser.
Man kan også kontakte et
center for seksuelle overgreb i den region man bor i, hvor man kan få både rådgivning og blive tilbudt behandlingsforløb – også selvom det er noget tid siden det er sket.
Du er også til hver en tid meget velkommen til at skrive eller ringe ind til os, hvis du har brug for at snakke med nogen, eller bare gerne vil prøve at sige det højt, som du har oplevet. Vi kan kontaktes på både chat og telefon: 70 20 22 66 alle hverdage mellem klokken 15:00 og 19:00.
Tak for din tillid. Vi håber at du kan bruge vores svar til noget.
De bedste hilsner
Sexlinien
xx143