Svar:
Hej og tak for dit spørgsmål!
Vi vil gerne starte med at rose dig for, hvor flot du sætter ord på din situation. Mange mennesker oplever nogle af de samme ting, som du beskriver, men uden at have den samme indsigt i, hvad de oplever. Det at du allerede har et godt sprog for din oplevelse er en kæmpe fordel, når du arbejder imod at få et mere afslappet forhold til sex og mod at få skilt den 'gode' sexlyst fra den lyst, som du oplever som uoprigtig og som et dopaminfix.
Det er vigtigt for os at understrege at der ikke er noget galt med at have en høj sexlyst eller at onanere flere gange om dagen. Hvis man trives i det og ikke oplever, at det påvirker andre dele af ens liv på en dårlig måde, er det ikke at et problem. Dér hvor det kan blive et problem er, hvis man føler, at sexlysten ikke er til at kontrollere og går ud over ens parforhold eller livskvalitet i det hele taget. I de tilfælde er det, at man kan tale om en sexafhængighed eller 'hyperseksualitet'. Ud fra det, du har skrevet til os, lyder det som om, at det er det, du oplever.
Som du helt rigtigt skriver, så er det egentlig sjældent, at en sexafhængighed handler om netop sex. Det er snarere en afhængighed af de dejlige ting, som sker med kroppen og bevidstheden når man bliver stimuleret seksuelt og eventuelt får orgasme; man kan blandt andet mærke en stærk og umiddelbar lykkefølelse, føle sig i ét med sin krop, føle sig afslappet og afstresset og mærke at sindet er frit for problemer og overtænkning. Der hvor det kan blive et stort problem for én, er når man får kædet det sådan sammen i hovedet, at sex kommer til at blive den eneste - eller hvert fald den altoverskyggende - måde at opnå de følelser.
Nogle mennesker har brug for professionel hjælp fra en psykolog eller sexolog for at få brudt det mønster, men det er ikke alle, som det bliver nødvendigt for. Der er også ting, som man kan prøve at arbejde på på egen hånd og sammen med de folk, man er tættest på. For rigtig mange mennesker hjælper det på problemet at få talt om det med én, som man er tryg ved. Det kan være ens kæreste, men det kan også være lettere at begynde med en ven eller søskende. Det er tabubelagt og kan føles skamfuldt, at man har et forhold til sex, som man har svært ved at kontrollere, og alene det at få sagt det højt til et andet menneske kan være aflastende og få problemet til at føles bare lidt mindre tungt.
En anden ting, som kan hjælpe, hvis man nogle gange kæmper ’mod’ sin lyst, er at dyrke motion – meget gerne udenfor i den friske luft. Der sker nogle af de samme ting i kroppen og sindet når man dyrker motion, som når man oplever seksuel stimulans: der bliver frigivet dopamin og endorfiner og man mærker en kontakt sin krop. Desuden kan den friske luft og de mange indtryk være med til at flytte ens fokus væk fra lysten oppe hovedet og i stedet rette det ud mod verden. Det kan være sværere selv at flytte fokus når man ligger hjemme på værelset. Når man er udenfor er det af praktiske årsager heller ikke muligt at onanere – nogle gange kan det, at det er en praktisk umulighed også gøre sådan, at lysten simpelthen ikke opstår, eller at den går hurtigere væk igen.
Til sidst vil vi også gerne kommentere på din strategi om at vente til, at din kæreste selv lægger op til sex. Vi kan sagtens forstå idéen, og det giver mening at forsøge at lade hans initiativ være styrende for, hvornår I har sex. Det der dog kan være ulempen ved den strategi er, at lyst tit vokser sig større, hvis man bare forsøger at ignorere den. Ligesom at det generelt kan hjælpe at tale med venner eller familie om problemet, kan det også være en lettelse bare at sige højt, at man mærker en lyst som man ikke har lyst til at reagere på – i selve situationen, hvor man mærker den. Det kan være med til at ’tage gassen af ballonen’ og måske fjerne noget af den intense frustration, som du beskriver – også i situationer, hvor det ikke fører til at I har sex. Det vil også give din kæreste mulighed for, at hjælpe dig med at opsøge kilderne til dopamin andre steder end i sex. Måske kan han tage initiativ til at I går en tur eller gør noget andet, som kan flytte fokus en smule. Det kan lyde lettere sagt end gjort at tale højt om en sexlyst, man har svært ved at styre – men husk på, at du er meget, meget mere end problemet med ’dopaminsøgende’ adfærd i forhold til sex. Din kæreste har forelsket sig i dig som det hele menneske du er, og du bliver ikke en anden person af, at du har det her problem. Måske vil han faktisk kun sætte pris på, at du lukker ham ind – selv omkring de ting som er svære
Vi håber at disse ting kan give lidt inspiration til, at du kan arbejde videre på at få et mere afslappet forhold til sex og lyst. Der er ikke nogen hurtig eller nem løsning, men der er bestemt ting man kan gøre; hvis man prøver at dele problemet med trygge personer kan det være med til at mindske tabuet omkring det og på den måde få det til at fylde mindre. Og hvis man husker på, at det ikke nødvendigvis kun er seksuel stimulans, man har brug for, men at der også er andre kilder til de ’gode ting’ – som eksempelvis motion og socialt samvær – kan man også være med til at mindske den kontrol, som sexlysten har over én.
Vi håber det var svar på dit spørgsmål. Hvis du har bruge for at få noget uddybet, eller bare gerne vil have mere rådgivning, er du velkommen til at skrive til os på
chat eller ringe til os på 70 20 22 66 alle hverdage mellem 15 og 19.
Med venlig hilsen
Sexlinien, xx140