Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Skam over min unge kæreste

Pige/Kvinde på _ år (119289)

Spørgsmål:

Hejsa Jeg er en kvinde på 28. Jeg er gået hen og blevet virkelig vild med en fyr på 20, men jeg skammer mig lidt over det... Vi lader til at have det ret sjovt sammen, og jeg håber self det kunne blive til mere. Men er han for ung til mig? Vh M

Svar:

 Hej med dig, og tusind tak for dit spørgsmål!

Hvor er det godt at du skriver herind. Det er jo dejligt, at du er vild med en skøn fyr men rigtig ærgerligt at skammen fylder for dig. Ofte er skam påvirket af sociale normer og der er mange normer vedrørende kærlighed og dating. En af de normer kan være opfattelsen af, at en kvinde gerne skal være yngre end sin kæreste. Den sociale norm om at kvinder skal være yngre end deres mænd, er gammeldags og kan være med til at understøtte en sexistisk struktur som giver dig følelsen af skam.

Det lyder som om at du er rigtig glad for ham. Aldersforskellen mellem jer behøver ikke betyde noget, og du kan sagtens være stolt af din nye fyr, selvom han er yngre end dig. Der kan muligvis opstå udfordringer med, at du måske er klar til at slå dig ned og få børn tidligere end ham. Men det er ikke nødvendigvis tilfældet. Forhåbentlig kan I tale om de ting, som er vigtige at blive enige om i et parforhold, hvis det kommer dertil.

Med skam, som med andre svære følelser, kan det være en god ide at tale med andre om det. Det kan være en god ven eller et familiemedlem, som du kan tale med om dine bekymringer. Du er også altid velkommen til at kontakte os på chat eller telefon på nummeret 70 20 22 66 alle hverdage mellem 15.00-19.00.

Med venlig hilsen
Sexlinien


XX138.